Veterankeeper puster nyt liv i Koldings oprykningsdrøm

6. MAJ 2026 • 20:13SPORT

Thorsten Fries pillede pynten af HØJ, da KIF Kolding fremtvang en tredje duel om en plads i næste sæsons liga.

Der skal en tredje og afgørende kamp til for at finde ud af, om det er HØJ Elite eller KIF Kolding, der skal have den 14. og sidste plads i næste sæson af herrernes håndboldliga.

Efter at HØJ vandt det første opgør hjemme, slog koldingenserne tilbage i egen arena og vandt onsdagens duel med 33-29.

Dermed skal det hele afgøres i en tredje og afgørende kamp på HØJ's hjemmebane. Det sker 10. maj.

Begge holds forsvar var hullede som en si fra kampens start, og målene peb ind om ørerne på målvogterne i begge ender.

Det gav stillingen 9-9 efter mindre end 14 minutters spil.

Men så antændte veterankeeper Thorsten Fries i hjemmeholdets mål. Bedst som man tænkte, at en udskiftning på posten var på vej, lukkede Fries ned for HØJ-skytterne.

Hans redningsprocent nærmede sig 50, da holdene gik til pause.

Da Cornelius Kragh samtidig var godt skydende i modsatte ende, fik hjemmeholdet slået et hul, som ved pausen lød på 16-12 ved pausen.

Cornelius Kragh stod for ni af KIF Koldings scoringer.

Den gode periode i anden halvleg af de første 30 minutter viste sig at blive afgørende for kampens udfald.

De nordsjællandske gæster kom aldrig tættere på end to måls afstand, selv om Kolding blev ramt af flere udvisninger i anden halvleg, og Cornelius Kragh havde skudt sig træt.

For mellem stolperne i den ene ende stod Thorsten Fries stadig fremragende. Hver gang der var brug for det, diskede han op med en redning, så gæsterne blev holdt fra livet.

Godt to minutter før tid var HØJ tæt på at reducere til 29-30, men stolpen stod i vejen. I stedet kunne hjemmeholdet score i et tomt mål og få den fornødne ro til at køre sejren sikkert hjem.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT