Arsenal genindtager dukseplads efter ny hjørnesparkstræffer

18. OKT 2025 • 20:36SPORT

Joachim Andersen udgik med en skade, da Fulham tabte 0-1 til førerholdet Arsenal.

Arsenal har for længst etableret sig som dødboldkonger i Premier League, og lørdag gav evnen tre point i udekampen mod Fulham.

I et opgør, hvor der var langt mellem de åbne muligheder, scorede belgiske Leandro Trossard efter et forlænget hjørnespark målet i en smal 1-0-sejr.

Den betyder, at London-holdet tager mindst én uge mere som førerhold i Premier League.

Arsenal har 19 point mod Manchester Citys 16 point efter otte kampe.

Liverpool kommer med en sejr over Manchester United søndag op på 18 point, mens Tottenham med fuld gevinst mod Aston Villa når 17 point.

Lørdagens opgør på Craven Cottage blev til gengæld en gedigen nedtur for den danske landsholdsprofil Joachim Andersen.

Efter 28 kampe i træk i Premier League med fuld spilletid udgik Andersen kort før pausen. Han tog sig til låret og fik behandling, inden han selv kunne humpe fra banen.

Fulham kunne i den grad godt have brugt den driftsikre og luftstærke dansker efter en lille times spil, hvor Bukayo Saka smed ét af i alt ti Arsenal-hjørnespark i feltet.

Den brasilianske stopper Gabriel Magalhães steg op og snittede kuglen videre til bageste område, hvor Trossard med knæet skubbede den over stregen.

Ifølge BBC var det Arsenals scoring nummer 37 i Premier League efter hjørnespark siden starten af 2023/24-sæsonen, hvilket er 16 bedre end de næstbedste.

Så betød det i det store billede mindre, at et kontrollerende men langtfra sprudlende Arsenal-hold fik et mål underkendt for offside og en straffeappel afvist efter VAR-gennemsyn.

Christian Nørgaard fik med en sen indskiftning i overtiden ligadebut for Arsenal og var med til at hjemføre holdets femte sejr i træk i alle turneringer.

Fulham har omvendt tabt tre i træk og ligger nummer 14 i Premier League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT