Vejle-træner ser tegn på fremgang trods nyt pointtab

15. SEP 2025 • 23:11SPORT

Ivan Prelec tager optimistisk fra Fredericia, selv om han ærgrer sig over 1-1 i lokalopgøret.

Vejle-cheftræner Ivan Prelec er fortrøstningsfuld, selv om hans hold nu er uden sejr i fem kampe og ligger sidst i Superligaen. Brikkerne er nemlig ved at falde på plads efter en stor udskiftning i spillertruppen i løbet af sommeren.

Det siger han ifølge fodboldmediet Bold efter mandagens 1-1-kamp ude mod oprykkeren FC Fredericia. Her skabte Vejle chancer nok til at vinde, mener han.

- Jeg har flere gange sagt, at sæsonen ikke er en sprint, men et maraton. Klubben har lavet mange organisatoriske ændringer, og vi har fået et helt nyt trænerteam og et helt nyt hold. Det er selvfølgelig en udfordring, men med de profiler, vi har i truppen, bliver vi kun bedre, siger Prelec ifølge Bold og ærgrer sig over mandagens udfald.

- Taget i betragtning at vi havde fire kæmpe chancer, så er det helt sikkert to point tabt.

Som følge af pointdelingen har Vejle fire point op til den rigtige side af nedrykningsstregen efter 8 ud af 32 spillerunder.

Venstrebacken Christian Sørensen er en af mange nye ansigter i Vejles trup. Han ærgrer sig også over ikke at kunne tage tre point med hjem fra lokalopgøret, men så ligeledes tegn på fremgang.

- Vi havde jo egentlig chancerne til at kunne lukke kampen, men det fik vi ikke gjort. Så jeg står med en lidt dårlig smag i munden, men vi bliver nødt til at tage de positive briller på, for det her var et skridt op ren præstationsmæssigt, siger Christian Sørensen til TV 2.

På søndag venter et nyt opgør mod en formodet bundkonkurrent, når Sønderjyske gæster Vejle.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT