Nyresvigt sætter dansk fodboldspillers karriere i fare

15. SEP 2025 • 14:49SPORT

Frederik Carstensen skal have en nyretransplantation, efter at man har opdaget en medfødt sygdom.

Den danske fodboldspiller Frederik Carstensen har fået sig lidt af et chok.

Mandag oplyser hans norske klub, Sarpsborg 08, at man har opdaget, at den tidligere Silkeborg- og FC Fredericia-spiller lider af en medfødt sygdom, der betyder, at han skal have en nyretransplantation.

- Vi har desværre fundet et medfødt, alvorligt nyresvigt, som gør, at jeg er nødt til at gennemgå en nyretransplantation i en nær fremtid. Der har været en række dårlige nyheder og naturligvis et kæmpe chok for mig og min familie, siger 23-årige Frederik Carstensen til Sarpsborgs hjemmeside.

- Jeg har ikke mærket noget til det. Det er gået langsomt over lang tid og har udviklet sig gradvist, så det har været svært at finde ud af. Det er på grund af det, at jeg har spillet med betændelse og meget væske i kroppen, hvilket har bidraget til flere og mere langvarige muskelskader end normalt, siger han.

Frederik Carstensen fortæller, at han har tænkt sig at få en nyretransplantation så hurtigt som muligt.

- Det er en risiko, jeg er villig til at løbe i håbet om at komme tilbage som fodboldspiller på højest muligt niveau, siger Frederik Carstensen.

Sarpsborgs læge, Petter Morten Pettersen, fortæller, at det er usikkert, om Frederik Carstensen kommer tilbage. Han understreger dog, at der er flere tilfælde, hvor topidrætsudøvere er vendt tilbage efter en nyretransplantation.

Sportschef Hampus Andersson fortæller, at man vil holde en plads åben til Frederik Carstensen, når han har gennemgået en nyretransplantation.

- Vi har alle et mål om, at han kan spille i løbet af efteråret før transplantationen, men Frederiks sundhed kommer før alt andet.

- Alle i klubben hepper på og støtter Carstensen i det, der er en meget krævende tid. Vi gør alt for at få det bedste ud af situationen, siger sportschefen.

Frederik Carstensen har været hos Sarpsborg siden sommeren 2024, hvor han skiftede fra Silkeborg IF efter et vellykket lejeophold i FC Fredericia.

Han er bror til AGF-spilleren Rasmus Carstensen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT