Vuelta-chef kalder forstyrrende protester uacceptable
Det burde være muligt at demonstrere uden at ødelægge et cykelløb, mener Javier Guillen.
Vuelta a Españas 21. og sidste etape kunne søndag ikke fuldføres som planlagt, da propalæstinensiske demonstranter rev barrierer ned og invaderede ruten i Madrid.Scenerne ærgrer løbets direktør voldsomt.
- Det var fuldstændig uacceptabelt. Jeg beklager det billede, det gav omverdenen, og det må ikke gentage sig, siger løbsdirektør Javier Guillen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Der var omkring 100.000 demonstranter i hovedstaden, og nogle af dem turnerede med kampråbet "Palæstina vandt Vueltaen".
Den retmæssige vinder var Jonas Vingegaard, men løbsdirektøren anerkender demonstranternes ret til at udtrykke sig. Det burde dog kunne ske i samspil med cykelløbet, mener han.
- Jeg synes ikke, vi kan tage noget positivt med fra i går (søndag, red.). Det er fint, at folk vil bruge Vueltaen til at komme med deres budskab, men vi kræver også respekt for løbet, siger Javier Guillen.
Demonstranterne ville have holdet Israel-Premier Tech udelukket fra Vueltaen.
Det er dog Den Internationale Cykelunions (UCI) beslutning at udelukke hold, fastslår Guillen og hævder, at ingen nationale forbund har fremsat det krav.
Han takker desuden de 3500 medarbejdere, der har været med til at arrangere løbet og påpeger, at ingen af dem er stoppet i protest mod Israel-Premier Techs tilstedeværelse.
Næste år er Barcelona efter planen vært for starten på Tour de France, og Javier Guillen ønsker ikke at spekulere i en eventuel ændring af det faktum efter balladen i Vueltaen.
- Jeg håber, det hele bliver bragt i orden, og konflikten i Gaza er slut. Både af sportslige og humanitære årsager.
Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, gentog mandag desuden sin "beundring" for demonstranterne og sin opfordring til at udelukke Israel fra alle idrætsbegivenheder.
- Vores holdning er klar og kategorisk: Så længe grusomhederne fortsætter, bør hverken Rusland eller Israel deltage i nogen international konkurrence, siger Sanchéz ifølge AFP.
/ritzau/