Appeldomstol blokerer Trump i at fyre bestyrelsesmedlem i Fed

16. SEP 2025 • 03:05UDLAND

Igen har en føderal domstol besluttet, at Lisa Cook skal blive i sin stilling i USA's centralbanks bestyrelse.

En føderal appeldomstol har mandag afgjort, at Lisa Cook, der er bestyrelsesmedlem i USA's centralbank, Fed, kan blive på sin post - indtil videre.

Appeldomstolen har dermed givet en føderal domstol i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., medhold i en afgørelse fra 9. september.

USA's præsident, Donald Trump, har forsøgt at fyre Cook fra Fed og har beskyldt hende for realkreditsvindel.

Fed har sagt, at hun bliver i sin stilling.

Afgørelsen fra appeldomstolen tillader imidlertid, at Cook deltager i et vigtigt rentemøde, som skal begynde tidligt tirsdag lokal tid og varer til og med onsdag.

Bestyrelsen består af 12 stemmeberettigede medlemmer, der fastsætter renten i USA og styrer verdens største økonomi.

Cook nægter at have gjort noget forkert og sagsøgte tidligere på måneden Trump og Fed.

USA's justitsministerium har iværksat en undersøgelse af, om Cook har udført realkreditsvindel.

Cook er den første sorte kvinde til at sidde i bestyrelsen i Fed.

Trump har flere gange rettet en skarp kritik mod centralbanken, som ifølge ham bør sænke renterne markant.

Han har gentagne gange skældt ud på Fed-chef Jerome Powell og givet udtryk for, at han ønsker ham udskiftet, inden centralbankchefens mandat udløber i maj næste år.

Samtidig med kendelsen fra appeldomstolen har en afstemning fundet sted et andet sted i Washington D.C.

Senatet har med et snævert flertal på 48 stemmer for og 47 imod godkendt Stephen Miran til at blive medlem af Feds bestyrelse.

Trump har nomineret Miran, der anses som en tæt allieret af præsidenten. Miran har været med til at forme Trumps økonomiske politik.

Miran har allerede midlertidigt overtaget pladsen fra Adriana Kugler, der i starten af august opsagde sin stilling.

Kugler var udpeget af Trumps forgænger på præsidentposten, demokraten Joe Biden.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT