Tidligere FCK-svensker debuterer i Barcelonastorsejr
Roony Bardghji debuterede for Barcelona , men blev allerede taget ud i pausen i hjemmesejren over Valencia.
Den 19-årige svensker Roony Bardghji, der i sommerens transfervindue skiftede fra FC København til FC Barcelona, fik søndag aften officiel debut for den spanske storklub.Roony Bardghji var endda en del af startopstillingen, da Barcelona hjemme vandt med 6-0 over Valencia i La Liga.
Bardghji gjorde dog ikke det helt store væsen af sig, og han blev skiftet ud efter første halvleg og blev erstattet med Raphinha.
Brasilianeren kom noget mere i fokus, da han scorede to gange.
Allerede efter otte minutter på banen skrabede han bolden i mål til 2-0 fra nært hold, og midt i halvlegen lynede hans venstreben med scoringen til 4-0.
Da havde Fermin Lopez efter en halv times spil bragt Barcelona i spidsen, da han blev sendt afsted i venstre side og sendte bolden i modsatte hjørne til 1-0, og senere gjorde han det også til 3-0.
Lopez var nemlig i det hele taget godt skydende søndag aften. Ti minutter efter pausen tog han chancen med et drøn fra knap 25 meter, og keeper Julen Agirrezabala kunne ikke stoppe skuddet, selv om han fik handskerne på.
Robert Lewandowski blev først sendt på banen midt i anden halvleg, og efter otte minutter i aktion hamrede han bolden i målhjørnet til 5-0.
Den polske angriber var også mand for at cementere storsejren, da han blev spillet fri fire minutter før tid.
Med sejren holder Barcelona snor i Real Madrid, der har gjort rent bord med fire sejre og har 12 point. Barcelona har 10 på andenpladsen.
/ritzau/