Trump er første amerikanske præsident på andet besøg i Storbritannien
Danmarks dronning Margrethe og prins Henrik har som Trump været på historiske to statsbesøg i Storbritannien.
USA's præsident, Donald Trump, vil i den kommende uge blive taget imod af en britisk charmeoffensiv under sit besøg i Storbritannien.Det skriver flere medier, heriblandt BBC og nyhedsbureauet AFP.
Tirsdag skal Trump og USA's førstedame, Melania Trump, besøge både kong Charles og dronning Camilla samt Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.
- Målet vil være at blænde og smigre ham (Trump, red.) med den ultimative oplevelse på den røde løber med æresvagter, flyopvisninger, historiske kareter, en overdådig banket, pomp og pragt, skriver BBC's kongehuskorrespondent Sean Coughlan.
Trumps første statslige besøg i landet var i 2019 under hans første embedsperiode.
Det er første gang, at en amerikansk præsident inviteres på to statslige middage af Storbritannien.
Flere medier har kaldt Trumps anden invitation for "hidtil uset". Men det er én gang før sket, at et statsoverhoved har modtaget en invitation til et sådant besøg to gange, skriver BBC.
Det skete nemlig for danske dronning Margrethe og den afdøde prins Henrik i 1974 og igen i 2000.
Det fremgår af Kongehusets hjemmeside.
Siden kong Charles' forgænger, dronning Elizabeth, indtog tronen i 1952, har der kun været tre amerikanske præsidenter på statsligt besøg i Storbritannien.
Det er George W. Bush, Barack Obama og Trump.
Der har været andre præsidentrejser til Storbritannien, men ikke fuldgyldige statsbesøg.
Anna Whitelock, der er professor i historie om det moderne monarki ved University of London, siger til BBC, at Trump elsker monarkiet.
Dermed er kongehuset det, som hun betegner som et potentielt diplomatisk es for den britiske regering.
Kong Charles er tidligere blevet kritiseret for at blande sig i politik. Nu befinder han sig i en usædvanlig position, hvor han aktivt opfordres til at bruge sin bløde magt til at spille en rolle i diplomatiske forhandlinger, skriver BBC's Coughlan.
Det var for eksempel kong Charles, der støttede op om Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter hans skænderi med Trump og USA's vicepræsident, J.D. Vance, i Det Hvide Hus i februar.
Det var også kong Charles, der tog til Canada i maj for at vise solidaritet, da landet var under pres fra Trump om at blive den 51. amerikanske stat.
- Kongen ved, hvad han skal forvente, og jeg er sikker på, at han vil håndtere præsidenten på meget diplomatisk manér, siger kongehuskommentatoren Pauline Maclaran til BBC.
- Kemien mellem dem bliver meget interessant.
/ritzau/