Vejle redder point mod Sønderjyske efter comeback
Vejle var bagud 0-2 hjemme mod Sønderjyske i Superligaen, men fik reddet 2-2 i land.
For anden gang i denne uge kan Vejle Boldklub sætte et enkelt point ind på superligakontoen.Rækkens bundhold var ellers bagud 0-2 hjemme mod Sønderjyske, men det lykkedes at få 2-2.
Bedømt ud fra spil og chancer over alle 90 minutter var en pointdeling en retfærdig løsning.
En udesejr lignede ellers det klart mest sandsynlige scenarie efter 32 minutters spil.
Her havde Maxime Soulas og Lirim Qamili bragt sønderjyderne i front med to scoringer efter frispark.
Soulas scorede med en styring tæt under mål, mens Qamilis direkte frispark tog en afretning og snød en vaklende Igor Vekic i målet.
Det så sort ud for Vejle, men en hurtig reducering fik tændt hjemmeholdet. Et par minutter efter Qamilis 2-0-mål reducerede Stefan Velkov efter et langt indkast.
Siden gik der kun et minut mere, før bolden igen lå i samme net, men Abdoulaye Camara blev omgående vinket offside. Efter lidt linjetegning kom VAR frem til samme konklusion.
Anden halvleg var mindre underholdende, og de fleste tilløb til chancer blev bremset.
Derfor skulle der lidt af en tilfældighed til at sikre kampens fjerde mål. Backen Rúnar Sigurgeirsson blokerede utilsigtet et indlæg med hånden, og så pegede Aydin Uslu på pletten efter at have gennemset situationen igen på VAR-skærmen.
Vejle-kanten Christian Gammelgaard sparkede bolden hårdt i mål i sin egen venstre side, mens Marcus Bundgaard dykkede den modsatte vej.
Andrew Hjulsager var siden tæt på at sikre Vejle alle tre point, men drejede bolden lige forbi mål.
I tillægstiden fik Sønderjyske skovlet bolden over målstregen, men Aydin Uslu var ikke i tvivl om, at der blev begået frispark på Vejle-keeper Vekic sekundet forinden.
I tabellen rykker pointdelingen ikke alverden. Vejle er stadig sidst, mens Sønderjyske akkurat sniger sig ind i top-6.
/ritzau/