Brøndby-profil oplever klar fremgang efter Birks fyring
Der var for mange uklare situationer under Frederik Birk, mener Brøndbys midtbanespiller Benjamin Tahirovic.
Når en træner bliver fyret, hører man ofte spillere tage høflig afsked med den tidligere chef. Nogle spillere tager tilmed en del af skylden for, at det er gået, som det er gået.Men Brøndbys Benjamin Tahirovic hører ikke umiddelbart til de to kategorier og sender noget af en afskedshilsen i retning af den nu fyrede Frederik Birk.
Det er i hvert fald svært at tolke anderledes, når midtbanespilleren skal sætte ord på Steve Coopers ankomst som ny cheftræner.
- Det er fantastisk for os spillere at få noget nyt. Steve kommer med en masse erfaring, energi og stiller krav. Det har vi brug for.
- Han prøver virkelig at få os til at spille på vores styrker, og han bruger spillerne på deres bedste position. Det går den rette vej nu, det var det rette træk af klubben og det rette for os spillere.
- Med al respekt for de andre trænere så er det et fantastisk skifte, siger Tahirovic til TV 2 Sport.
Under Birk havde Tahirovic en blandet tid siden skiftet fra Ajax. Ofte blev han bænket, og det var svært for ham at blive en af stamspillerne.
Tahirovic spillede en god kamp i 2-1-sejren over FC København i Coopers første kamp og er glad for trænerskiftet.
- Det har været godt for os alle sammen, klubben og spillerne. Særligt os spillere kan se, at standarden til træningerne og niveauet er højnet. Så det er udelukkende positivt.
- Vi vandt endda et derby hjemme mod FCK efter to træninger, så det hele har været positivt, og det håber vi, at det bliver ved med at være.
- Der er stadig frihed for spillerne, men der var for mange uklare situationer under Birk, og nu er det hele kommet mere i system, siger Tahirovic ifølge Tipsbladet.
/ritzau/