Mads Würtz Schmidt laver magtdemonstration og vinder EM-guld

21. SEP 2025 • 16:19SPORT

Iklædt landsholdstrikoten kørte Mads Würtz Schmidt søndag først over stregen ved EM i gravel.

Mads Würtz Schmidt leverede lidt af en magtdemonstration, da han søndag kørte EM i cykelsportsdisciplinen gravel.

På grusunderlaget i omegnen af den lille norditalienske by Vezzano vandt den tidligere professionelle landevejsrytter EM-guld med hele 5 minutter og 46 sekunder ned til den nærmeste forfølger.

Mads Würtz Schmidt brugte langt det meste af de 148 kilometer alene i front af løbet, og der var altså ingen, der var i nærheden af at hente ham.

Norske Anton Stensby kørte sig ind på andenpladsen, mens franske Hugo Drechou tog tredjepladsen.

Mads Würtz Schmidts helt store mål for efteråret er VM i oktober, hvor flere landevejsprofiler også forventes at stille op. Sidste år var den hollandske megastjerne Mathieu van der Poel med og tog VM-guldet.

Mads Würtz Schmidt har gennem mange år kørt professionelt på landevejen, men fik ikke sin kontrakt forlænget hos Israel-Premier Tech, da den løb ud ved udgangen af 2024.

Længe vidste han ikke, hvad i alverden han så skulle kaste sig over, og han overvejede i en periode at åbne en sandwichbar i den spanske by Girona, hvor han bor.

Den plan blev dog skrottet, da han blev præsenteret for muligheden for at køre gravel professionelt. Den greb han, og i sin første sæson som grusrytter har han vundet flere store løb - blandt andet det store europæiske løb Traka.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT