Dansk bryder er ubesejret i 2025 og blandt VM-favoritterne

20. SEP 2025 • 06:00SPORT

Som den eneste danske bryder er Turpal Bisultanov med ved VM. Danskeren var senest i VM-aktion i 2022.

Danmark har kun en enkelt bryder med ved weekendens VM i Kroatien.

Håbet om dansk metal i Zagreb synes dog meget realistisk, idet Turpal Bisultanov har medaljer fra både OL, EM og VM på sit cv.

- Jeg er super stolt og glad for, at jeg kan repræsentere Danmark til VM. Og jeg glæder mig til at komme i aktion, siger den 23-årige Turpal Bisultanov forud for VM.

Bryderen har ikke deltaget i VM siden 2022, hvor han kæmpede sig til en sølvmedalje i Beograd.

I år er han seedet og går direkte i ottendedelsfinalen, hvor han enten skal møde Szymon Szymonovicz fra Polen eller Hamza Sertcanli fra Sverige.

Bisultanov er seedet som nummer to i sin vægtklasse på grund af de præstationer, han har lavet ved internationale konkurrencer i det forgangne år, hvilket blandt andet omfatter bronzemedaljen fra OL i 2024.

At han er seedet som nummer to og dermed vurderes som en varm medaljekandidat, tager danskeren med ophøjet ro.

- Jeg udelukker alt, der har med forventninger at gøre, for det går jeg ikke op i. Jeg går op i, at jeg gør mit bedste, og så må jeg se, hvad udfaldet bliver, siger han og tilføjer, at han har haft et godt år.

- Jeg er ubesejret i år, så jeg håber, det fortsætter ved VM.

I april måned var han nødt til at springe EM over, og det var med henblik på at blive klar til weekendens VM i Kroatien, fortæller han.

- Jeg synes, at jeg har forbedret mig, så jeg glæder mig til at se, hvor jeg står, når jeg møder verdenseliten, siger Bisultanov.

Danskeren bryder i græsk-romersk stil i vægtklassen op til 87 kilo.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT