Syrien holder første parlamentsvalg efter Assad i oktober

21. SEP 2025 • 19:02UDLAND

En tredjedel af Syriens parlamentsmedlemmer udpeges uden valg og direkte af landets præsident.

Syriens første parlamentsvalg under landets nye regering skal finde sted 5. oktober.

Det oplyser Syriens valgkomité til det statslige syriske nyhedsbureau Sana.

Der er 210 sæder i det syriske parlament. En tredjedel af parlamentsmedlemmerne udpeges uden valg, men direkte af præsidenten, skriver Sana.

Valget bliver det første valg i Syrien, siden præsident Bashar al-Assad i december 2024 blev væltet af oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) efter en lynoffensiv.

HTS-leder Ahmed al-Sharaa blev indsat som ny midlertidig præsident, efter at en blodig borgerkrig havde præget Syrien i 13 år.

Den nye regering har tidligere lovet, at der vil være bred repræsentation i det kommende parlament.

Der har før lydt kritik af, at Syriens mindretal ikke er repræsenteret i landets nye syriske styre.

Præsident Sharaa har meddelt, at udenlandske observatører vil få lov at overvåge de valgkomitéer, der fører tilsyn med afstemningen.

Det har ikke hele tiden været planen, at valget skulle afholdes i oktober. Chefen for landets valgmyndigheder, Mohamed Taha, fortalte i slutningen af juli til mediet Sana, at man forventede valget afholdt i september.

I slutningen af august meddelte regeringen desuden ifølge AFP, at valget ville blive udsat i den drusisk-dominerede provins Sweida og de kurdisk-kontrollerede provinser Raqqa og Hasakeh på grund af den politiske og sikkerhedsmæssige situation i områderne.

I meldingen fra Syriens valgkomité søndag lyder det nu, at afstemningen til parlamentet vil finde sted "på tværs af alle valgkredse".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT