Lyngby stryger til tops med ny sejr efter trænerskifte
Lyngby Boldklub vandt søndag 4-0 hjemme over HB Køge og er nyt tophold i 1. division. AaB slog B93 med 3-0.
Lyngby Boldklub ser ud til at have fået den ønskede effekt af en trænerfyring.Også den anden ligakamp efter afskedigelsen af Morten Karlsen endte med fuld gevinst, da Lyngby på eget græs slog HB Køge med 4-0 efter en overbevisende indsats.
Sejren sender Lyngby forbi fire konkurrenter og hele vejen op på førstepladsen i 1. division efter 10 ud af 32 spillerunder.
Lyngby-talisman Frederik Gytkjær ser ud til at nyde godt af, at Andreas Bjelland midlertidigt står med magten på sidelinjen.
Efter et hattrick i Hobro i sidste uge skulle angriberen blot bruge syv minutter, før han bragte Lyngby foran 1-0.
Hobro-keeper Jonas Dakir tabte bolden efter et frisparksindlæg, og så var det let for Gytkjær at høvle bolden i nettet.
Seks minutter senere førte et nyt frispark til 2-0-målet. Tæt under mål fik Tobias Storm fikseret Dakir, så indlægget fra canadieren Simon Colyn røg hele vejen i mål.
Kampen blev endegyldigt afgjort i det første kvarter af anden halvleg. Først scorede Jesper Cornelius på hovedet, inden Casper Dani Winther øgede til 4-0 på et velplaceret langskud.
Rækkens anden superliganedrykker, AaB, bed også fra sig søndag eftermiddag.
Hjemme i Aalborg nedlagde nordjyderne gæsterne fra B93 med 3-0.
Der var spillet under seks minutter, før AaB tog føringen. Den unge anfører Mads Bomholt hakkede bolden i mål fra feltkanten. Midt i første halvleg scorede den norske nytilføjelse Kornelius Normann til 2-0, da han blev sendt i dybden og lagde bolden ind under B93-keeper Aris Vaporakis.
I begyndelsen af anden halvleg øgede indskiftede Noel Arnorsson til 3-0.
Steffen Højers mandskab ligger nu nummer syv i rækken.
/ritzau/