Ung dansker scorer i stor Leipzig-nedtur

31. JAN 2026 • 17:36SPORT

Conrad Harder bragte Leipzig i front, da klubben skuffede med 1-2-nederlag hjemme mod Mainz.

Den danske angriber Conrad Harder har lørdag gjort god reklame for sig selv i bundesligaklubben RB Leipzig, men eftermiddagen endte ikke som håbet for den Champions League-jagende klub.

Den 20-årige dansker scorede til 1-0, da Leipzig hjemme endte med at tabe 1-2 til Mainz, der har fået medvind efter fyringen af Bo Henriksen for knap to måneder siden.

I det 40. minut viste Harder målnæse, da han vristede sin oppasser af med en lille kropsfinte, så han ugeneret kunne møde bolden med hovedet efter et indlæg. Kraftfuldt stangede han bolden over i den modsatte side af målet.

Det var danskerens anden scoring i den bedste tyske række efter skiftet fra portugisiske Sporting i sommer.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har haft svært ved helt at bide sig fast i Leipzigs startopstilling endnu, men en scoring i danskerens første ligastart efter nytår kan måske være med til at bringe ham i betragtning til flere startpladser.

Desværre for Harder og co. blev føringen formøblet efter hans fuldtræffer. I første halvlegs tillægstid udlignede Mainz på et straffespark, inden gæsterne tog føringen i starten af anden halvleg.

Leipzig ligger nummer fire i Bundesligaen, mens Mainz nu har spillet sig ud af nedrykningszonen for første gang siden september.

Tidligere landstræner Kasper Hjulmand fik en succesoplevelse sammen med sit Leverkusen-mandskab.

På den vanskelige udebane mod Eintracht Frankfurt vandt Leverkusen med 3-1 og holder sig godt til i jagten på de europæiske pladser.

For tredje kamp i træk spillede Frankfurt-danskeren Rasmus Nissen Kristensen iført en maske for at beskytte ansigtet efter et uheld mod Werder Bremen for to uger siden.

Landsholdsspilleren spillede en solid kamp i Frankfurts højre side, og undervejs i opgøret tvang han Leverkusens keeper ud i en redning efter et energifuldt sololøb fra midten af banen. Han noterede sig også et gult kort for en hård tackling i anden halvleg.

Undervejs i opgøret fik han selskab af Oscar Højlund på banen, men de to danskere sled forgæves.

Leverkusen scorede to gange inden for en periode på fem minutter i midten af første halvleg. Først sendte den brasilianske wingback Arthur bolden ind efter et par fikse kombinationer udenom Frankfurts forsvar, før amerikaneren Malik Tillman øgede til 2-0 med et kløgtigt indersidespark fra kanten af feltet.

Frankfurt-anfører Robin Koch udlignede kort efter pausen, men håbet om et comeback led et kraftigt svæk, da hjemmeholdet blev reduceret til ti mand, da Ellyes Skhiri fik to gule kort på to minutter, så Frankfurt var i undertal i over 20 minutter.

I tillægstiden satte Leverkusen trumf på med Aleix Garcias mål til 3-1.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT