Forsvarets uddannelse i Grønland øger antallet af elever

31. JAN 2026 • 17:15ERHVERV/POLITIK

Fra sommeren 2026 øges antallet af elever på Arktisk Basisuddannelse i Grønland fra 30 til 50.

Flere grønlandske unge får mulighed for at uddanne sig inden for forsvar og beredskab.

Arktisk Basisuddannelse øger fra sommeren 2026 optaget af elever fra 30 til op til 50, oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Nyheden kommer, samtidig med at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er på besøg i Grønland.

- Det er meget positivt, at så mange grønlandske unge har lyst og mod på at søge optagelse på Arktisk Basisuddannelse.

- Derfor glæder det mig, at vi snart kan give endnu flere grønlandske unges adgang til uddannelsen, som har været en succes, siger Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

Uddannelsen foregår i Kangerlussuaq og styres af Arktisk Kommando, der er Forsvarets hovedsæde i Grønland.

Det tager seks måneder at gennemføre Arktisk Basisuddannelse, hvorefter det er muligt at videreuddanne sig i Forsvaret.

Foreløbig har to hold færdiggjort uddannelsen. Der var 131 ansøgere til det andet hold, hvor 30 fik lov at starte.

- Jeg er stolt over at opleve, at stadig flere unge vælger at gennemføre Arktisk Basisuddannelse, siger Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, i meddelelsen.

- Det er et tegn på en god uddannelse, og at vore unge ønsker at tage et stærkt ansvar for vores lands og samfunds sikkerhed.

Arktisk Basisuddannelse blev politisk besluttet i 2022, og det er nu anden gang, at antallet af elever øges.

Elever fra uddannelsen har den seneste tid været en del af militærøvelsen "Arctic Endurance", hvor de blandt andet har trænet med soldater fra den danske hær.

Troels Lund Poulsen har lørdag besøgt danske soldater ved Buksefjordsværket uden for Nuuk. Han havde selskab af Vivian Motzfeldt og forsvarschef Michael Hyldgaard.

Øvelsen "Arctic Endurance" begyndte for knap to uger siden og er planlagt til at vare i hele 2026.

Foreløbig er Frankrig, Tyskland, Sverige, Norge, Finland, Holland, Island og Belgien en del af militærøvelsen, der ledes af det danske forsvar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT