Tvunget forsvarsfokus har sendt stregspiller i overhalingsbanen

28. JAN 2025 • 11:45SPORT

Lukas Jørgensen blev kastet ud på dybt vand under OL, og det har løftet hans kvaliteter som forsvarer.

Når man ser Lukas Jørgensen på banen ved VM, glemmer man nogle gange, at han for mindre end et halvt år siden "kun" var med til OL som reserve.

Stregspilleren får masser af spilletid, brillerer i begge ender af banen og viser forsvarskvaliteter, som trænere tidligere har haft svært ved at få øje på.

Jørgensen har overhalet flere konkurrenter på landsholdet, og det skyldes især, at skader ved OL skabte en mindre krisesituation og tvang ham ud på dybt vand.

- Vi var i en situation, hvor både Magnus Saugstrup og Simon Hald var tvivlsomme, så jeg fik chancen for at vise, hvad jeg kunne. Og jeg fik den på et tidspunkt, hvor det var nødvendigt.

- Derfor fik det et kæmpefokus fra ikke bare Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg, men ligeså meget fra Saugstrup, Hald og Henrik Møllgaard. Det var sindssygt lærerigt for mig at have højintenst fokus på at skulle levere defensivt, forklarer Lukas Jørgensen.

Siden dagene i Paris har Flensburg-spilleren hørt til landsholdets kerne af startere.

Det er Lukas Jørgensen, der er førstevalg som makker til Saugstrup i defensiven, mens Hald og Møllgaard kun får meget begrænset spilletid.

- Det udviklede mig enormt at være midt i det hele og få lov til at suge til mig. Det har jeg arbejdet videre med bagefter, siger Lukas Jørgensen.

Samtidig var en klubkammerat med til at åbne hans øjne for, hvad der var vigtigt at bruge sin energi på under træningen.

- Han var så venlig at sige: "Du er en af de bedste angrebsstrege, fokuser nu på forsvaret. Angrebet kan du, og det mister du ikke". Det gav god mening.

- Jeg ved jo godt, at hvis jeg skal blive ved at være en del af det her landshold, så kræver det, at jeg kan stå i defensiven, erkender Lukas Jørgensen.

Han rundede i mellemrundekampen mod Schweiz 50 optrædener på landsholdet, selv om det kun er to år, siden han fik sin debut i en testkamp før VM 2023.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT