AaB regner med salg af profil - men lejer ham i foråret

29. JAN 2025 • 19:07SPORT

AaB er enig med klub om salg af Melker Widell, som dog bliver i Aalborg på en lejeaftale sæsonen ud.

Viceanfører Melker Widell er på vej til en udenlandsk klub, men den svenske profil skal alligevel tørne ud for AaB i Superligaen i foråret.

Det oplyser den nordjyske klub onsdag aften i en fondsbørsmeddelelse. Den kommer på bagkant af, at klubben tirsdag meddelte, at den forhandlede med en udenlandsk klub om et salg af Widell.

- Aalborg Boldspilklub A/S har opnået enighed med en udenlandsk klub om en transfer af viceanfører Melker Widell. Samtidig er alle parter enige om, at Melker Widell fortsætter på et lejeophold i AaB resten af indeværende sæson, skriver klubben i fondsbørsmeddelelsen.

Nordjyske har tidligere beskrevet, at det er Swansea fra Englands næstbedste række, der står på spring for at købe Widell.

I onsdagens fondsbørsmeddelelse oplyser AaB, at man fastholder den forventede opjustering, der blev meddelt tirsdag, så man forventer at komme ud med et underskud på 0-10 millioner kroner. Intervallet er en opjustering på 15 millioner kroner i forhold til klubbens tidligere forventning.

Den dynamiske midtbanespiller kom til AaB fra Landskrona i sommeren 2023, og indtil videre er det blevet til 51 kampe og 11 scoringer, heraf størstedelen i 1. division.

AaB overvintrer som nummer ni i Superligaen med syv point ned til nedrykningsstregen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT