Price Pejtersen modtager DM-guld efter omstødt diskvalifikation

28. JAN 2025 • 20:05SPORT

Johan Price Pejtersen blev straffet for at have benyttet cykelsti, som ikke var en del af enkeltstartsruten.

Danmarks Cykle Union (DCU) omstøder diskvalifikationen af Johan Price Pejtersen ved sidste års DM i enkeltstart. Dermed tildeles Price Pejtersen DM-guldet.

Det skriver DCU på unionens hjemmeside.

Pejtersen blev i første omgang udråbt som vinder, men kort efter blev han diskvalificeret for at have benyttet en cykelsti, som ikke var en del af ruten.

Dermed overtog Mattias Skjelmose guldmedaljen, men nu kan Price Pejtersen alligevel kalde sig dansk mester i disciplinen otte måneder senere.

DCU afviste ellers i første omgang, at afgørelser truffet af løbsjuryen kunne appelleres i unionens disciplinærsystem.

Den vurdering underkendte Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans i december, og derfor skulle sagen prøves i DCU's disciplinærsystem.

I forbindelse med DIF's behandling af sagen påpegede Price Pejtersen, at kortvarig kørsel på cykelstien ikke var et forsøg på at undgå at køre hele løbsruten, og at han ikke drog fordel af kørslen på cykelstien.

Derudover mente han, "at DCU ikke i tilstrækkelig grad havde afmærket løbsruten i henhold til UCI's regelsæt".

Det samme er DCU's Ordensudvalg kommet frem til.

- Ordensudvalget har lagt til grund, at rytteren kørte på en cykelsti, som gik parallelt med vejen, som udgjorde enkeltstartsruten, lyder det i dommen.

- Videre har Ordensudvalget lagt til grund, at indkørslen til cykelstien ikke var afmærket (spærret) på dagen for enkeltstartens afvikling, samt at der ved "indkørslen" til cykelstien var tale om en "blød overgang".

Udvalget lægger også vægt på, at det sikkerhedsmæssigt ville være vanskeligt for Price Pejtersen at forlade cykelstien, efter han først befandt sig på den.

- Fra Danmarks Cykle Unions side har vi ikke yderligere kommentarer. Ordensudvalget er øverste myndighed, og vi tager kendelsen til efterretning, skriver DCU i forbindelse med dommen.

Johan Price Pejtersen kørte i seneste sæson for Bahrain Victorious, men fik ikke forlænget sin kontrakt. Den 26-årige tempospecialist er derfor skiftet til World Tour-holdet Alpecin-Deceuninck fra 2025-sæsonen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT