Triumferne fylder mindst i Møllgaards sidste dans

18. JAN 2025 • 12:15SPORT

Ifølge Henrik Møllgaard er der er tomrum, der skal udfyldes, når rutinerede kræfter er fortid på landsholdet.

Den igangværende VM-slutrunde er en særlig tid for Henrik Møllgaard.

Turneringen er den sidste slutrunde for landsholdsveteranen, der stopper karrieren til sommer.

Virkeligheden har dog ikke ramt 40-årige Møllgaard. Egentlig har han ikke lyst til at forholde sig til den.

- Forhåbentlig er det bare noget, jeg går og skubber lidt foran mig.

- Jeg har endnu ikke noget begreb om, hvordan det er, at der ikke kommer flere landsholdsudtagelser, for det har været en fast bestanddel af min januar i 13 år, siger Møllgaard.

Forsvarskrumtappen havde egentlig foretrukket, at nyheden om karrierestoppet og sit assistenttrænerjob i PSG til sommer var kommet frem efter sæsonen.

- Så skulle det ikke være et tema, og så kunne jeg fise ud ad døren stille og roligt, siger Møllgaard.

Aalborg-spilleren fik landsholdsdebut i 2006, men først i 2013 kom han med til en slutrunde. Siden har han været en fast bestanddel af landsholdet.

Han har spillet 229 kampe og scoret 182 mål. Det er blevet til blandt andet tre VM- og to OL-guldmedaljer.

Triumferne er dog ikke det første, som Henrik Møllgaard tager med sig på sin videre færd.

Det, der står klarest, er venskaberne og oplevelserne, som landsholdet har kastet af sig.

- Det er ikke alle finalerne. Det er alt det lort, vi har lavet i fællesrummet, og de sjove samtaler vi har haft. Alt det der bliver givet videre, til dem der ikke var med for ti år siden. Den ånd får lov at leve videre.

- Der er mange kampe og slutrunder, der flyder sammen. Der er selvfølgelig nogle sejre, der stikker ud, men om det lige var i Polen, eller hvem vi mødte, kan jeg slet ikke skille ad, siger han.

For første gang i mange år er Mikkel Hansen og Niklas Landin ikke med til en slutrunde for Danmark. Sammen med Møllgaards karrierestop er det nogle store sko, der skal fyldes ud.

- Der er et eller andet tomrum, der skal udfyldes. Udenfor banen er der nogle typer klar, som nu skal tage et større slæb, siger han.

De nyere landsholdsprofiler som Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Nielsen er klar på banen.

Men fremtidens landshold skal formes uden for halgulvet, og det er Møllgaard spændt på at følge med i.

- Jeg er stolt over, den måde vi som landshold møder omverdenen på i form af fansene og medierne.

- Den åbenhed, håber jeg, bliver bevaret. Men nu er der nogle andre, der skal tegne butikken. De skal finde ud af hvilket landshold, de vil være, og hvordan de vil fremstå, siger Henrik Møllgaard.

Særlige værdier på landsholdet har gennemsyret kulturen i de sidste mange år.

Rydder man op efter sig selv i et omklædningsrum i Polen?

Er det et tema, hvordan holdet opfører sig over for dommeren, og står spillerne og råber ad hinanden foran de danske fans?

- Alle de ting er noget, vi har fået med, og som jeg ønsker at give videre. Vi har været stolte over vores identitet. Vi har gjort tingene på en måde i mange år, men nu kommer der et større opbrud.

- Der er heldigvis mange fornuftige unge mennesker, så de ting skal nok blive trukket videre, siger Henrik Møllgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT