Tobias Lund anerkender hurtigere rival i tæt Giro-spurt

8. MAJ 2026 • 19:37SPORT

I spurten undgik Tobias Lund akkurat et stort styrt og opnåede en andenplads på Giroens første etape.

Planen blev udført til perfektion af holdet, men Tobias Lund havde ikke de sidste procenter i benene til at tage sejren på åbningsetapen i Giro d'Italia.

Det siger den danske Decathlon-sprinter, der blev toer i spurten efter en meget stærk Paul Magnier fra Quick-Step.

- Planen var at køre en lang spurt, og det gjorde jeg. Så var det bare ærgerligt, at det var en af de få, der er hurtigere end mig, der lå i mit hjul, siger Tobias Lund Andreasen (Decathlon) til Eurosport.

Tobias Lund roste sine holdkammerater for at sætte ham godt op i spurten. Den danske Giro-debutant Rasmus Søjberg tog en solid føring og slap først fronten af feltet med en kilometer tilbage.

Derefter tog Tord Gudmestad over, men han endte med at aflevere Tobias Lund til en lidt lang spurt. Men etapens nummer to havde intet at indvende mod sine holdkammerater.

- Det var vildt. Vores plan var at skulle være fremme til at tage fronten med to kilometer tilbage. Det var præcis, hvad mit hold gjorde, så jeg kan ikke være utilfreds, siger Tobias Lund.

Et stort styrt med 600 meter til mål prægede afslutningen, og Tobias Lund var tæt på den dramatiske episode.

- Styrtet skete lige på min højre side. Alle var vilde, som jeg forventede, og der blev givet mange albuer. Så det var uundgåeligt, mener Tobias Lund.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT