Tilbagevendt stjerne giver landsholdet tryghed i VM-jagt

9. SEP 2025 • 06:00SPORT

Holdkammeraterne hylder Andreas Christensens comeback på landsholdet og er overrasket over scoring.

Det øger fodboldlandsholdets mulighed for at kvalificere sig til næste års VM, at holdet nu igen råder over forsvarsstjernen Andreas Christensen.

Mandag aften spillede han en fantomkamp mod Grækenland, hvor han kom i vejen for utallige græske angreb og kronede en pletfri indsats med en sjælden scoring fra kanten af feltet.

Efter at have været fraværende på landsholdet siden sidste års EM-slutrunde er forsvarsmakkeren Joachim Andersen dybt imponeret af, hvordan Christensen er kommet ind på holdet og på fire dage har været med til at holde nullet mod både Skotland og Grækenland.

Christensens aura giver holdet en uvurderlig ro, mener han.

- Vi har spillet mange kampe sammen, og det er dejligt og betryggende at have ham tilbage.

- Det betyder meget, at vi har spillet to kampe her uden at lukke mål ind, det viser, at vi er stabile, og det giver en dejlig sikkerhed for holdet, siger Joachim Andersen.

Også Andreas Christensens to andre kolleger i landsholdets bagkæde er glade for, at Barcelona-stopperen er kommet over sine problemer med akillessenen, så han kan være med i VM-kvalifikationen.

- For mig er han den bedste fodboldspiller i Danmark, så det var fedt at have ham tilbage, siger Rasmus Nissen Kristensen.

- Det er dejligt at have en spiller med den kvalitet tilbage på landsholdet. Og det er da ekstra dejligt, at han krydrer sin præstation med en scoring, supplerer Joakim Mæhle.

Landstræner Brian Riemer havde ikke forventet, at Christensen også ville komme på måltavlen mod Grækenland, og målet understregede blot, at der var tale om en suveræn præstation af forsvarsspilleren.

Riemer mener, at landsholdet er væsentligt stærkere med Andreas Christensen end uden ham.

- Når han er i topform, så er han en af verdens bedste forsvarsspillere, og jeg tvivler på, at der findes en landstræner, som ikke gerne vil have en af verdens bedste forsvarsspillere med, når man prøver at kvalificere sig til VM. Det gælder også Brian Riemer, så jeg er super glad for, at han er tilbage, siger Riemer.

Andreas Christensen har spillet 75 landskampe og lavet fire mål.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT