Team Esbjerg halter videre med nederlag i Champions League

7. SEP 2025 • 17:54SPORT

Franske Metz fik revanche fra sidste sæsons bronzekamp og vandt en tæt gyser i Esbjerg.

Efter sejre til Odense og Ikast tidligere på weekenden missede Team Esbjerg at fuldende et dansk hattrick i Champions Leagues åbningsrunde.

Med stjernen Henny Reistad som ubrugt reservespiller tabte vestjyderne hjemme 29-30 til Metz, selv om Nora Mørk til gengæld viste, at hun er ved at være tilbage efter sin graviditet.

Franskmændene fik med sejren revanche fra de seneste to sæsoners bronzekampe i turneringens Final 4-stævne.

Sejren er også et vigtigt skridt mod top-2 i gruppe A, hvor den forsvarende mester Györ er en anden af favoritterne, og dermed direkte avancement til kvartfinalerne.

Esbjerg skal op i et andet gear, hvis holdet skal nå så langt. Søndagens resultat og præstation var trods enkelte lyspunkter - især Mørks tilbagevenden - den tredje svipser i sæsonens første fire kampe.

I Super Cuppen tabte Tomas Axnérs udvalgte til Odense, og i ligaen blev det kun til uafgjort mod Silkeborg-Voel.

Søndag manglede både Esbjerg og Metz flere normale profiler, og det satte sit præg på et opgør, hvor der aldrig kom en stabil, høj rytme på nogen af mandskaberne.

Esbjerg trak frem mod pausen lidt fra og kom på 13-10, men mistede momentum, og slutteligt reddede kun et sikkert omsat Nora Mørk-straffekast 15-15 ved halvvejsmærket.

Historien gentog sig i anden halvleg.

Esbjerg tog styringen i en rodet affære og bragte sig på 21-18, inden det stærke udehold leverede et solidt modsvar og blandt andet var foran 28-26.

Slutteligt var det nærmest ingenting, der skilte holdene.

Anna Kristensens 13. redning i opgøret gav Esbjerg muligheden for at bringe sig i front med 30-29 med kun godt et minut tilbage, men angrebet løb ud i sandet.

I stedet bragte Metz sig foran, og da den stærke svenske Metz-keeper Johanna Bundsen efterfølgende leverede en redning, var det game over for Esbjerg.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

7. SEP 2025 • 20:57SPORT
Kort om sport
FÅ ABONNEMENT