Sejr i Grækenland er stor forløsning for tilbagevendt profil
Det danske fodboldlandshold tog mandag en vigtig sejr i Grækenland. En af målscorerne var Andreas Christensen.
Andreas Christensen var en af tre hovedpersoner, der sikrede Danmark en 3-0-sejr i Grækenland, hvor danskerne brillerede i den anden VM-kvalifikationskamp.Og det betød meget for Barcelona-spilleren at bidrage til den sejr.
- Det er lidt en forløsning, også efter Skotland, hvor vi egentlig følte, at vi spillede en god kamp uden at kreere det helt store. Vi prøvede at spille lidt hurtigere i dag, siger han til TV 2 Sport lige efter kampen.
Christensen har i en længere periode været sat ud af spillet på grund af en skade i akillessenen, men er nu tilbage i fuld vigør.
Forsvarsspilleren scorede i anden halvleg til 2-0, og det var ikke helt uden betydning.
- Det er dejligt. I dag kom mit mål også i en af deres bedre perioder, så det var et godt tidspunkt. Jeg er glad for, at jeg kunne holde til to gange 90 minutter igen, siger han.
Mod Skotland i fredags havde danskerne svært ved at nedbryde den kompakte defensiv, og det hjalp, at Grækenland kom med en mere offensiv tilgang, forklarer midtbanegeneralen Morten Hjulmand.
- Det var en anden åben kamp. Grækerne forsøger også at spille og hænger med lidt flere angribere, hvor de giver os lidt mere plads end skotterne. Det var en mere åben kamp, hvilket passer bedre til os. Vi så de kvalitetsspillere, vi har oppe foran, siger han til TV 2 Sport.
Danmark ligger på en foreløbig førsteplads i VM-kvalifikationsgruppen, der også tæller Belarus, Skotland og Grækenland. Skotland har dog fire point ligesom Danmark.
Danskernes næste kamp i gruppespillet er 9. oktober mod Belarus på neutral grund i Ungarn.
/ritzau/