Nottingham Forest smider cheftræner på porten
Efter 21 måneder er Nuno Espírito Santo færdig som træner i Premier League-klubben Nottingham Forest.
Premier League-klubben Nottingham Forest skal have ny cheftræner.Det fremgår af klubbens hjemmeside.
Natten til tirsdag offentliggjorde Forest, at man har valgt at afskedige cheftræner Nuno Espírito Santo efter 21 måneder i spidsen for klubben.
- Klubben takker Nuno for hans bidrag i en meget succesrig periode, fremgår det på hjemmesiden.
Nuno er den første træner, der mister sit job i denne sæson af Premier League.
Meldingen om fyringen af den portugisiske fodboldtræner kommer to uger efter, at Nuno erkendte, at hans forhold til klubejer Evangelos Marinakis var forværret.
- Nottingham Forest bekræfter, at Nuno Espírito Santo i dag er blevet fritstillet som cheftræner på grund af det seneste omstændigheder, skriver klubben.
Den 51-årige portugiser overtog roret i klubben i december 2023, efter at tidligere træner Steve Cooper havde fået sparket, og reddede klubben fra nedrykning.
Missionen var klar. Han skulle styre klubben fri af nedrykning.
Det lykkedes, og i den seneste sæson imponerede holdet stort. Længe spillede man med om Champions League-pladserne og endte på syvendepladsen, som giver adgang til Conference League-kvalifikationen.
Tre gange i løbet af sæsonen blev han kåret som månedens træner i Premier League. Det var mere end nogen anden.
I sæsonen 1995/96 nåede Forest kvartfinalen i Uefa Cuppen. Her tabte holdet samlet 2-7 til Bayern München. Det var senest, holdet spillede en europæisk kamp.
Sidste sæson endte Forrest på syvendepladsen i Premier League, hvilket er klubbens bedste placering siden 1995.
Klubben ligger i øjeblikket som nummer ti i Premier League efter sæsonens første tre kampe.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal overtage posten som cheftræner i Forest efter Nuno.
/ritzau/