Sydkoreansk toppar sender dansk herredouble ud af All England
Kim Astrup og Anders Skaarup er færdige i All England efter nederlag i to sæt til suveræne sydkoreanere.
Sydkoreanerne Kim Won Ho og Seo Seung Jae, der ligger nummer et på verdensranglisten, blev endestationen for den bedste danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup ved badmintonturneringen All England.Danskerne viste undervejs fine takter, men da sættene skulle afgøres, viste sydkoreanerne, at de er den absolutte verdenstop og vandt med cifrene 21-14, 21-16.
Kim Won Ho og Seo Seung Jae voldte i 2025 Astrup og Skaarup store problemer og vandt alle tre indbyrdes møder. Blandt andet ved VM i august.
Og den sydkoreanske onde ånd fortsatte altså dominansen torsdag aften i Birmingham.
Danskerne, der ligger nummer ti i verden, halsede gennem hele første sæt et enkelt eller to skridt bag Kim og Seo.
Det var ikke fordi, Astrup og Skaarup ikke ramte dagen, men Kim og Seo var simpelthen bare et niveau over. På anden sætbold slog topparret til.
I andet sæt var Astrup og Skaarup bedre med fra de første bolde. Sydkoreanerne virkede en smule tunge, mens danskerne fandt løsningerne mod den stærke defensiv.
Det var dog et kampbillede, der kun varede for en stund. Ved 11-11 viste verdensetterne, hvorfor de suverænt topper verdensranglisten.
Seks af de syv efterfølgende bolde vandt Kim og Seo, og derfra var kampen afgjort.
Uden på noget tidspunkt at ligne et par, der for alvor spillede sig ud, kørte sydkoreanerne sejren sikkert i land.
Symptomatisk for kampen, blev det afgjort, da Kim og Seo forsvarede det ene danske angreb efter det andet, inden Kim Astrup sendte fjerbolden i nettet.
Dermed er der intet dansk islæt tilbage i herresingle og herredouble i kvartfinalerne i den traditionsrige turnering i Birmingham.
I damesingle er Line Christophersen med i fredagens kvartfinaler, mens mixeddoublen med Mads Vestergaard og Christine Busch er med i kvartfinalerne efter en flot sejr torsdag over et kinesisk par, der ligger nummer et i verden.
/ritzau/
