Hvidovre sikrer badminton-DM med flot comeback

14. APR 2026 • 23:25SPORT

Hvidovre var bagud 2-4, men endte med at tage DM-guldet med en 5-4-sejr over Vendsyssel.

Det så undervejs sort ud for Hvidovre mod Vendsyssel, men med et flot comeback sikrede klubben fra den københavnske vestegn tirsdag aften DM-guld i badminton for hold.

Vendsyssel var undervejs foran 4-2 i kampe, hvor der spilles bedst til 5, og derfor havde Hvidovre ryggen mod muren på Frederiksberg.

Men det påvirkede ikke Hvidovre-holdet, der vandt de tre sidste kampe og dermed DM-guld.

Det er første gang i 20 år, at Hvidovre vinder DM-guld for hold.

Vendsyssel har ellers vundet de seneste tre ud af fire år og var favorit inden finalen. Nordjyderne havde også vundet denne sæsons grundspil.

Men allerede fra start i DM-finalen viste Hvidovre, at holdet var i stand til at være på niveau med nordjyderne. Begge Hvidovres mixeddoubler vandt de to første kampe og gav en perfekt start.

Vendsyssel kæmpede sig dog tilbage, og med sejr i fire kampe i træk fik nordjyderne fat i holdkampen, og det lignede en forventet favoritsejr.

Men sådan skulle det ikke gå. Hvidovre viste fremragende moral og fremtvang med to sejre en damedouble-kamp med alt på spil. Her fuldendte Hvidovres Mette Werge og Estelle Van Leeuwen comebacket med en sejr i to sæt, 21-14, 21-17.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT