Verdenstoeren Swiatek udspiller britisk håb i Australien
Australian Opens tredje runde blev endestationen for britiske Emma Raducanu, der er tidligere US Open-vinder.
Den 23-årige tennisspiller Iga Swiatek, der er nummer to på kvindernes verdensrangliste, spillede sig natten til lørdag dansk tid på overbevisende vis videre til fjerde runde ved grand slam-turneringen Australian Open.Det skete med en sejr på 6-1, 6-0 i tredje runde over britiske Emma Raducanu.
22-årige Raducanu er tidligere vinder af grand slam-turneringen US Open. Hun har også tidligere ligget nummer ti på verdensranglisten.
Siden US Open-triumfen i 2021 har hun dog haft svært ved at opretholde niveauet, og hun har også været plaget af skader i flere sæsoner.
US Open er også stadig hendes eneste titel i karrieren.
Swiatek har derimod hele 22 titler på cv'et. Hun er også tidligere verdensetter og har blandt andet vundet French Open fire gange.
Hendes bedste resultat ved Australian Open er en semifinaleplads i 2022.
Swiateks sejr over Raducanu var knusende sikker, og briten var aldrig i nærheden af at udfordre den stærke polske spiller.
Kampen blev spillet på Rod Laver Arena, der er den største bane på tennisanlægget i den australske storby Melbourne.
På tværs af hele opgøret vandt Swiatek 59 point, mens Raducanu vandt 29.
Raducanu var sidste håb for et godt britisk resultat i kvinderens singleturnering ved Australian Open. Hos herrerne er britiske Jack Draper stadig med.
Swiatek kan i fjerde runde se frem til et opgør mod vinderen af tredjerundekampen mellem tyske Eva Lys og rumænske Jaqueline Cristian.
Uanset hvem modstanderen bliver, vil verdenstoeren Swiatek på papiret være ret klar favorit i kampen. Eva Lys og Jaqueline Cristian ligger henholdsvis nummer 128 og 82 på kvinderens verdensrangliste.
Swiateks seedning som nummer to ved Australian Open betyder, at hun først i finalen potentielt møder verdensetteren Aryna Sabalenka.
Sabalenka spillede sig natten til fredag dansk tid videre til fjerde runde. Det skete med en sejr i to relativt tætte sæt mod danske Clara Tauson.
/ritzau/