Nyfødt søn udfylder fritimerne for rastløs stregspiller
Det er hårdt for Simon Hald at undvære sin nyfødte søn, der blev født halvanden uge, før Hald tog til VM.
Lige før jul blev Simon Hald far for første gang. Halvanden uge senere tjekkede han ind i håndboldlandsholdets VM-lejr med udsigt til at være en måned væk fra kæresten og den nyfødte dreng.Og det er ikke en helt let øvelse, erkender den store stregspiller.
- Jeg kan godt mærke, at jeg engang imellem er lidt rastløs, fordi jeg ikke kan være i nærheden. Jeg havde da gerne lige haft en måned mere med ham, inden jeg skulle afsted.
- Jeg har et eller to Facetime-opkald om dagen for lige at se ham. Det er ikke, fordi han kan så meget. Han sover og spiser jo mest bare, men jeg vil gerne følge med i udviklingen, siger Simon Hald.
Fredag aften fik han for første gang under VM mulighed for at være sammen med sønnen.
Halds kæreste og svigermor har lejet sig ind i et sommerhus nær Herning, så den håndboldspillende far kan komme et smut forbi, når det passer ind i programmet.
Og det gør det heldigvis af og til.
- Vi har en del fritid, når vi er med landsholdet. Der er selvfølgelig nogle faste punkter, som træning, måltider og videomøder, men ellers er det ret frit.
- Vi er jo voksne mennesker, og det er også sådan, Nikolaj behandler os. Hvad vi gør i vores fritid, det bestemmer vi selv.
- Vi må gerne gå ud i byen og tage en kop kaffe, eller hvad vi har lyst til. Sådan har det altid været. Der er frihed under ansvar, siger Simon Hald.
Mens Simon Hald altså blev far i december, går landsholdskollegaen Kevin Møller i spænding og venter. Hans kæreste har termin 24. januar, og Møller kan forlade landsholdslejren med kort varsel, hvis fødslen går i gang under VM.
/ritzau/