Suveræn verdensetter booker semifinale på hed dag i Melbourne

27. JAN 2026 • 03:38SPORT

Iva Jovic blev fejet af banen af Aryna Sabalenka, der endnu ikke har afgivet et eneste sæt i Australian Open.

Verdensetteren Aryna Sabalenka fortsætter med at uddele klø til modstanderne i jagten på Australian Open-titlen.

Tirsdag sikrede turneringsfavoritten fra Belarus sig en plads i semifinalerne i Melbourne med en sejr på 6-3, 6-0 over amerikaneren Iva Jovic.

Det skete på en dag, hvor en varmebølge har ramt den australske storby. Senere på mandagen meldes der om risiko for, at temperaturen kan nå op på 45 grader.

Så varmt var det endnu ikke, da Sabalenka og Jovic, der er nummer 27 på verdensranglisten, indtog Rod Laver Arena. På det tidspunkt var temperaturen fortsat et stykke under 40 grader.

Amerikaneren, der har kroatiske og serbiske rødder, fik en skidt start, men bagud 0-3 lykkedes det alligevel at få presset Sabalenka en smule.

I slutningen af første sæt måtte belaruseren således kæmpe hårdt for at få afgjort sættet. Sabalenka afværgede tre amerikanske breakbolde, inden hun på sin tredje sætbold lukkede første sæt.

Andet sæt blev anderledes nemt for verdensetteren, der med tre servegennembrud afgjorde sættet på en halv time. Det skete uden at afgive et eneste parti.

Sabalenka har vundet sine foreløbig fem kampe ved Australian Open i to sæt. Hun har afgivet 31 partier i kampene. Til sammenligning har verdensetteren selv vundet 63 partier.

I semifinalen venter vinderen af et opgør mellem amerikanske Coco Gauff og ukrainske Elina Svitolina. Gauff er som nummer tre på verdensranglisten favorit mod ukraineren, der er nummer 12.

Aryna Sabalenka har vundet Australian Open to gange. Det var i 2023 og 2024. Hun tabte sidste års finale til amerikaneren Madison Keys, der er slået ud af dette års turnering.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT