Estland viser digitale muskler frem under kongeparrets besøg
Kong Frederik og dronning Mary rejser på statsbesøg i Estland tirsdag. Cybersikkerhed og -forsvar er i fokus.
Hvor Danmark engang var blandt de lande, som Estland så mod, da den tidligere sovjetrepublik skulle opbygge et vestligt samfund, er rollerne i dag på sin vis byttet om.Når kong Frederik og dronning Mary tirsdag indleder et statsbesøg i Estland, er det således et digitalt foregangsland med stor cybererfaring, der tager imod.
Digital modstandsdygtighed og cybersikkerhed er i højsædet under besøget i landet med 1,3 millioner indbyggere, som på få årtier har placeret sig blandt de førende på digitalisering.
Formålet med besøget er at genbekræfte de lange og tætte relationer mellem Danmark og Estland, men der er også meget læring at hente hjem.
Det siger den danske ambassadør i Estland, Niels Boel Abrahamsen, forud for besøget, der begynder tirsdag.
- Lidt firkantet kan man sige, at i årene efter at Estland genvandt sin selvstændighed i 1991, lærte de meget af os om, hvordan man opbyggede et vestligt land, siger han og tilføjer:
- Men nu er det os, der kan lære noget af dem, siger han med henvisning til den store digitalisering, landet har gennemgået.
Charlotte Flindt Pedersen, der er direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab, fremhæver, at esterne tidligt valgte at digitalisere for "fuld fart" for at imødekomme landets manglende udvikling som følge af at være under sovjetisk styre i 50 år.
- Allerede i 1990'erne begyndte man at uddele computere i skoleklasserne og styrkede dermed den digitale kompetence, siger hun.
Niels Boel Abrahamsen fremhæver også landets både offentlige digitalisering og private virksomheders digitale løsninger.
Estland er blandt andet en pioner i forhold til digitale valg. Siden 2005 har det været muligt for esterne at stemme hjemmefra digitalt frem for fysisk at gå ned til et valgsted.
Men i digitaliseringen ligger en sårbarhed. Det viste sig i 2007, da Estland gik i sort og mærkede, hvor sårbar en gennemdigitaliseret stat er.
Ministerier, bankvæsen, myndigheder og medier gik ned efter en byge af overbelastningsangreb.
Det var angiveligt på grund af, at Estland valgte at flytte et sovjetisk krigsmonument fra det centrale Tallinn til en militærkirkegård.
- Det fik dem til at opbygge et ret effektivt cyberforsvar, påpeger ambassadør Niels Boel Abrahamsen.
Netop dét får kongeparret øje for under det halvanden dag lange statsbesøg.
De skal blandt andet besøge det nationale estiske cybersikkerheds- og innovationscenter CR14.
Cybercenteret råder over avanceret it-infrastruktur, der gør det muligt at gennemføre øvelser, hvor man efterligner cyberangreb på for eksempel energiproduktion og træner både forsvar og beredskab.
- Det er bestemt et område, hvor Danmark og andre allierede kan lære noget af Estland, siger ambassadøren og tilføjer, at den læring allerede er begyndt, da Danmark har deltaget i øvelser på cyberøvebanen.
Derudover skal kongeparret også forbi Rakett69 Science Studios, der er et læringscenter, som arbejder på at styrke børn og unges interesse for naturvidenskab, teknologi og innovation.
Her bliver de kongelige præsenteret for piger i alderen 8 til 14 år fra undervisningsorganisationen HK Unicorn Squad.
Det er en organisation, som har fokus på at øge pigers interesse for blandt andet teknologi og tilbyder undervisning i kodning og robotteknologi.
Onsdag bruger kongeparret halvdelen af dagen i Estland, hvorefter det rejser direkte videre til Litauen og indleder årets andet statsbesøg.
/ritzau/
