Californiens guvernør beskylder TikTok for at begrænse Trump-kritik

27. JAN 2026 • 04:48UDLAND

Ifølge Gavin Newsom bliver indhold, der kritiserer Trump, undertrykt på TikTok. Han iværksætter en gennemgang.

Den amerikanske delstat Californiens guvernør, Gavin Newsom, hævder, at det sociale medie TikTok holder indhold, som er kritisk over for præsident Donald Trump, nede.

Det sker natten til tirsdag dansk tid i et opslag på det sociale medie X fra Newsoms kontor.

Guvernøren iværksætter i den forbindelse en gennemgang af, hvordan platformen modererer indhold for at afgøre, om det strider mod delstatslig lovgivning.

- Vores kontor har fået meldinger om - og uafhængigt bekræftede tilfælde af - undertrykt indhold, der kritiserer præsident Trump, lyder det.

- Gavin Newsom iværksætter en gennemgang af dette og opfordrer Californiens justitsministerium til at afgøre, hvorvidt det strider imod lovgivning i Californien, skriver Newsoms kontor.

Den demokratiske Newsom og Trump, som er republikaner, har ofte været kritiske over for hinandens politik.

Meldingen fra guvernøren kommer, efter at TikToks kinesiske ejer, ByteDance, har meddelt, at det har lagt sidste hånd på en aftale om at oprette et joint venture under amerikansk ejerskab. Det sker for at undgå et forbud mod videoappen i USA.

TikTok, hvor brugere blandt andet deler korte videoer, har flere end 200 millioner brugere i USA.

Gavin Newsoms kontor omtaler det i X-opslaget som et salg til en gruppe virksomheder, der er på linje med Trump.

Det Hvide Hus er ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke umiddelbart vendt tilbage på henvendelser om opslaget fra guvernøren.

TikTok-aftalen, der landede i sidste uge, betragtes som en milepæl for selskabet efter flere års strid med den amerikanske regering, der har udtrykt sikkerheds- og privatlivsmæssige bekymringer under både Trump og den tidligere præsident Joe Biden.

Med over 16 millioner følgere på sin TikTok-profil har Trump tilskrevet platformen en del af æren for, at han vandt præsidentvalget i 2024.

Aftalen indebærer, at amerikanske og globale investorer ejer 80,1 procent af joint venture-samarbejdet, mens ByteDance ejer 19,9 procent.

Hver af dets tre ledende investorer - virksomhederne Oracle, Silver Lake og MGX, der er ejet af De Forenede Arabiske Emirater - vil eje 15 procent.

Både den amerikanske og kinesiske regering har godkendt aftalen, har en embedsmand fra Det Hvide Hus ifølge Reuters oplyst.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT