Liverpool bekræfter United-kamp trods kraftigt snevejr
Sne truede med at aflyse mødet mellem Liverpool og Manchester United, men kampen afvikles som planlagt.
Premier League-kampen mellem Liverpool og Manchester United skal som planlagt spilles søndag klokken 17.30 dansk tid.Et kraftigt snevejr havde ellers truet med at aflyse rivalopgøret, men efter drøftelser med de lokale myndigheder bekræfter Liverpool på platformen X, at den afvikles.
- Dagens kamp mod Manchester United vil blive spillet som planlagt. To sikkerhedsmøder er blevet afholdt for at vurdere vejret og rejsebetingelserne. Vi vil gerne takke alle de involverede for at hjælpe os med at få kampen afviklet i dag.
- Hvis du rejser til Anfield, så vær ekstra forsigtig. Vi ser frem til at se jer, skriver Liverpool i opslaget.
Natten til søndag sneede det heftigt i området omkring Liverpool, og vejene er blevet glatte på grund af is. Vejrforholdene var også skyld i, at lufthavnene i Liverpool og Manchester måtte lukke landingsbaner midlertidigt.
To kampe i den tredjebedste engelske række er blevet udsat, ligesom opgøret mellem Burnley og Nottingham Forest i kvindernes FA Cup er blevet rykket.
Liverpool går ind til søndagens kamp som stor favorit hos bookmakerne. Holdet fører Premier League og står over for et United-mandskab, der har tabt fire kampe på stribe på tværs af turneringer.
Senest gik United fra banen med et nederlag på 0-2 hjemme mod Newcastle, og den traditionsrige klub er gledet helt ned på 14.-pladsen i ligaen.
/ritzau/