Holdkammerater øser superlativer ud over målvogter
Anna Kristensen har spillet er forrygende EM, og hendes holdkammerater har svært ved at finde nok rosende ord.
Det er efterhånden blevet hverdag ved EM at se Anna Kristensen pille pynten af modstandernes skytter, fløje og stregspillere. Hun topper listen over antal redninger med 91 af slagsen. Den næste på listen har 80.Hendes gennemsnitlige redningsprocent ligger på over 40, og fredag var hun om nogen afgørende for, at de danske håndboldkvinder skal spille EM-finale mod Norge.
Hun er ydmygheden selv, når hun bliver spurgt til sine præstationer. Den 24-årige keeper vil hellere rose hele holdet for indsatsen. Til gengæld vil hele holdet gerne rose hende.
- Det er helt vildt. Vi må bare sige, at vi nede bagved har en kvinde, der forstår at lukke gardinet ned. Jeg tror ikke, jeg behøver at nævne noget navn. Det har alle folk vist lært efterhånden, lyder det fra stregspiller Kaja Kamp.
- Hold kæft, hvor er hun god. Jeg har ikke ord for, hvor god hun er.
24-årige Anna Kristensen er også på listen over målvogtere nomineret til EM's Allstar-hold. Men står det til Kaja Kamp, så bør der slet ikke være konkurrence om den plads.
- Hun fortjener om nogen at få den pris. Og så er jeg ligeglad med, hvem der ellers står på den liste. Anna har leveret et sindssygt højt niveau gennem den her turnering, og hun fortjener alt, hun får, lyder det fra Kamp.
Hendes værelseskammerat, Michala Møller, der som Kaja Kamp også deler hverdag med Anna Kristensen i Team Esbjerg, har også været imponeret over den jævnaldrende ankerkvinde i målet.
- Anna har leveret en fantastisk turnering. Hun har kæmpet benhårdt for at blive udtaget her, og jeg synes virkelig, hun markerer, at hun har fortjent at være her, siger backen.
- Og for os er det jo megavigtigt, i forhold til at vi gerne vil vinde hele turneringen. Hun er bare vanvittigt dygtig.
Finalen mod Norge spilles søndag klokken 18.
/ritzau/