Schmeichel bliver straffehelt i hæsblæsende cupfinale
Celtic slog ærkerivalen Rangers i Liga Cup-finalen, som blev afgjort i straffekonkurrence.
Kasper Schmeichel kan kalde sig skotsk cupvinder, og hans klub, Celtic, er nu foran Rangers i de to ærkerivalers indbyrdes pokalregnskab.Efter 3-3 efter ordinær og forlænget spilletid blev den hæsblæsende finale mellem de to ærkerivaler afgjort fra 11-meterpletten.
Begge hold udnyttede de tre første forsøg, inden Kasper Schmeichel i fuld længde reddede Ridvan Yilmaz' spark. Den blev straffekonkurrencens eneste redning.
Det er 22. gang, Celtic vinder ligacuppen. Dertil kommer 54 mesterskaber, 42 pokalsejre og en enkelt europæisk triumf. Dermed er Celtic nu oppe på 119 titler mod Rangers' 118.
Schmeichel havde i det hele taget en travl dag i målet, og han kom i knibe første gang kort før pausen i den ordinære kamp.
Hans holdkammerat Greg Taylor smed bolden væk omkring midterlinjen, og to Rangers-spillere stormede mod Celtic-målet i fuld galop.
Schmeichel parerede den første afslutning fra Hamza Igamane, men Nedim Bajrami fulgte op og skubbede kuglen i det tomme mål, mens Taylor hamrede sin knytnæve i græsset.
Rangers burde havde øget til 2-0 i starten af anden halvleg, da Taylor lavede ulykker igen.
Én Celtic-forsvarer var alene med fire Rangers-spillere, men de blåklædte fik ikke spillet chancen stor nok. Det blev dyrt for Rangers, for få minutter senere var Celtic på omgangshøjde.
Naturligvis var Greg Taylor involveret igen. Efter et hjørnespark hamrede han til bolden fra kanten af feltet, skuddet tog en afretning og snød Jack Butland i Rangers-målet.
Kort efter bragte Daizen Maeda Celtic i spidsen, men der var stadig liv i Rangers-holdet og ikke mindst i den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mohamed Diomande.
Et kvarter før tid vendte han sig hårdt presset i feltet og fik presset bolden forbi Schmeichel til udligning.
Så var Rangers ovenpå og var flere gange ved at tage føringen. Men fem minutter før tid forivrede holdet sig og blev fanget med for mange folk fremme på banen. Celtics Arne Engels serverede bolden for Nicolas-Gerrit Kühn, der scorede det, der lignede et sejrsmål.
Det var dog en kamp, der aldrig faldt til ro. Og minuttet efter var Rangers tilbage i kampen, da Danilo headede kuglen i nettet fra tæt hold og sendte kampen i forlænget spilletid.
Her var spillerne tydeligt udkørte, og der blev ikke scoret mere. Dermed skulle det hele afgøres fra pletten, hvor Schmeichel altså tiltvang sig en hovedrolle.
/ritzau/