Sønderjyske-veteran indstiller lang håndboldkarriere
Efter 20 år i mange forskellige klubber stopper Jacob Bagersted, når han har spillet sæsonen færdig.
Sønderjyskes 38-årige stregspiller Jacob Bagersted har besluttet at stoppe sin aktive karriere efter denne sæson.Det fortæller han tirsdag til Sønderjyskes hjemmeside.
- Når denne sæson er færdig til sommer, har jeg besluttet at stoppe min aktive karriere som håndboldspiller. Det føles som det helt rigtige tidspunkt for mig.
- Jeg vil se tilbage på 20 år som professionel med stor stolthed og taknemmelighed for alle de oplevelser, håndbolden har givet mig, siger Bagersted.
I løbet af karrieren har Bagersted spillet for Ajax København, FCK Håndbold, AG København, Aalborg Håndbold, Magdeburg og Frisch Auf Göppingen.
Han fik debut på det danske håndboldlandshold i oktober 2007 og nåede at spille 32 kampe for Danmark frem til sin sidste landskamp i juni 2017.
Efter otte år i tysk håndbold vendte Bagersted i 2022 tilbage til Danmark med skiftet til Sønderjyske.
- Min tid i Sønderjyske har haft en helt særlig betydning - ikke kun for mig, men også for min familie. Efter otte år i Tyskland kom vi hertil udefra, og Sønderborg og Sønderjyske er blevet vores hjem.
- Det er jeg enormt taknemmelig for. Klubben, holdet og hele miljøet har betydet meget for os, og vi har følt os velkomne fra første dag, siger Bagersted.
Når sæsonen er overstået, vil Bagersted fortsætte i Sønderjyske i en ny rolle, der ikke er nærmere uddybet.
Sønderjyske-direktør Kim Poulsen ser værdi i, at Bagersted fortsætter i organisationen efter den aktive karriere.
- Jacob har gennem flere år været en kulturbærer og et forbillede både på og uden for banen, og den erfaring og personlighed er uvurderlig for os i et langsigtet perspektiv.
- Vi ser frem til at kunne præsentere hans nye rolle og til fortsat at have ham som en vigtig del af Sønderjyske-familien, siger direktøren.
/ritzau/
