Løkke: Ministerrokade skal give Frandsen rygstød i valgkamp
Henrik Frandsens tilgang som minister frem for Kierkgaard skal styrke hans position i valgkamp, siger Løkke.
Udnævnelsen af Henrik Frandsen til ny ældreminister kort før det kommende folketingsvalg skal give ham en stærkere platform at føre valgkamp fra.Det siger Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, efter at ældreminister Mette Kierkgaard har annonceret sit snarlige farvel til dansk politik.
- Når Mette har nået den konklusion, at hun ikke genopstiller, jamen så er det sådan set jo fint nok, at en af dem, der genopstiller, får en mulighed for også at prøve ministergerningen, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:
- Altså kan møde vælgerne i det sønderjyske ved det folketingsvalg, som kommer på et eller andet tidspunkt, som minister med den yderligere styrke, det kan give ham i hans valgkamp.
Posten som minister er profileret. Man får sine egne embedsfolk og et helt ministerium at råde over.
Det kan Moderaterne bruge aktivt frem mod det kommende folketingsvalg, hvis dato endnu er ukendt, fremhæver Løkke.
Meldingen om Mette Kierkgaards stop som ældreminister tirsdag morgen kom som en overraskelse på Christiansborg.
Bevæggrunden for den moderate politiker er, at hendes mand har været gennem et kræftforløb, og nu har hendes familie brug for hjælp til at håndtere hans senfølger.
Derfor vil hun ikke genopstille til næste folketingsvalg.
Men det er et aktivt valg at udskifte hende som minister før valgdagen, forklarer Løkke.
Både for at styrke Henrik Frandsens position i valgkampen - men også for at give Mette Kierkgaard sin egen fejring, lyder det.
- Når det skal være, er jeg også glad for, at Mette får sin egen dag, altså frem for at blive siddende til en eller anden dag, hvor der kommer et valg og så træde af ligesom alle os andre, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/
