OVERBLIK: Sådan er regeringen blevet ændret siden 2022
Mette Kierkgaards (M) afgang som ældreminister er den seneste ændring i SVM-regeringen siden 2022.
Tirsdag meddelte ældreminister Mette Kierkgaard (M), at hun trækker sig som minister af personlige årsager. Hun bliver afløst af partifællen Henrik Frandsen.Der er blevet foretaget følgende ændringer i SVM-regeringen, siden den blev dannet i december 2022:
* Februar 2023: Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) går på sygeorlov og bliver afløst af partifællen - økonomiminister Troels Lund Poulsen.
* Marts 2023: Stephanie Lose (V), som ikke er medlem af Folketinget, indtræder som "minister uden portefølje med henblik på ledelsen af de under Økonomiministeriet hørende forretninger".
* August 2023: Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage, nu som økonomiminister, Troels Lund Poulsen bliver som forsvarsminister, mens Stephanie Lose udtræder af regeringen.
* Oktober 2023: Jakob Ellemann-Jensen forlader dansk politik, og Troels Lund Poulsen er nu både forsvarsminister og økonomiminister.
* November 2023: Stephanie Lose overtager igen økonomiministerposten.
Mia Wagner (V), der ikke er medlem af Folketinget, bliver digitaliserings- og ligestillingsminister i stedet for Marie Bjerre (V).
Morten Dahlin (V) udpeges som minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde i stedet for partifællen Louise Schack Elholm.
* December 2023: Mia Wagner stopper som minister af helbredsmæssige årsager, og Marie Bjerre genindtræder som digitaliserings- og ligestillingsminister.
* August 2024: Der bliver oprettet to nye ministerposter. Torsten Schack Pedersen (V) bliver minister for Samfundssikkerhed og Beredskab, og den hidtidige skatteminister, Jeppe Bruus (S), bliver minister for Grøn Trepart.
Marie Bjerre bliver europaminister, mens Dan Jørgensens (S) post som minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik bliver nedlagt.
Caroline Stage (M), som ikke er medlem af Folketinget, bliver digitaliseringsminister, mens Rasmus Stoklund (S) bliver skatteminister. Sophie Hæstorp Andersen (S), som ikke er medlem af Folketinget, bliver social- og boligminister i stedet for partifællen Pernille Rosenkrantz-Theil.
* September 2025: Tre socialdemokratiske ministre skifter områder. Skatteminister Rasmus Stoklund bliver udlændinge- og integrationsminister i stedet for Kaare Dybvad Bek. Han bliver i stedet beskæftigelsesminister i stedet for Ane Halsboe-Jørgensen, der overtager som skatteminister.
* Februar 2026: Mette Kierkgaard (M) stopper som ældreminister og afløses af Henrik Frandsen (M).
/ritzau/
