FCK sender bænkevarmer på græs i Skotland
Munashe Garananga skal i resten af sæsonen spille for skotske Hibernian på en lejeaftale.
Munashe Garananga har ikke fået meget spilletid i FC København i denne sæson, og nu forlader han klubben - i hvert fald for en stund.I resten af sæsonen skal forsvarsspilleren fra Zimbabwe spille for den skotske klub Hibernian på en lejeaftale.
Det oplyser FCK på sin hjemmeside ved midnatstid på transfervinduets sidste dag.
- Garananga er kommet længere og længere fra spilletid. Derfor er tiden den rigtige til, at han skal videre og få bedre muligheder for at spille regelmæssigt og udvikle sig gennem kampe på et godt niveau i Skotland, siger FCK-sportsdirektør Sune Smith-Nielsen ifølge FCK's hjemmeside.
Munashe Garananga kom til FCK fra belgiske Mechelen i 2024 og har spillet i alt 33 kampe for FCK - 12 af dem i denne sæson.
Mens han har siddet på bænken, har især Gabriel Pereira og Pantelis Hatzidiakos udgjort midterforsvaret i FCK.
På trods af den begrænsede spilletid er Munashe Garananga en fast del af Zimbabwes landshold. For nylig spillede han således to kampe ved Africa Cup of Nations, hvor Zimbabwe røg ud efter gruppespillet.
/ritzau/
