Skuffede landsholdsspillere følte sig tæt på Final 4

24. MAR 2025 • 05:45SPORT

De danske spillere havde en god fornemmelse forud for Portugals sene mål, der gav forlænget spilletid.

De danske landsholdsspillere kunne lugte en billet til Nations Leagues Final 4-stævne, men i slutfasen af torsdagens Nations League-kvartfinale mod Portugal, blev den revet ud af hænderne på danskerne, der siden endte med at tabe 2-5 i forlænget spilletid og dermed 3-5 samlet.

Den sene dukkert efterflader de danske landsholdsspillere i skuffelse over ikke at være en del af turneringens finalestævne.

- Den flade fornemmelse kommer af, at vi er røget ud. Vi var med i store dele af kampen, men i den forlængede spilletid var vi trætte. Indtil da var vi rigtig godt med, siger Christian Eriksen.

Han forlod banen i det 83. minut - tre minutter før Portugals 3-2-mål.

- Da jeg gik ud, håbede jeg, at vi kunne holde de sidste fem minutter, så vi kunne gå videre. Det var ærgerligt, at de scorede et møgmål. Planen var, at vi fik noget friskhed ind, så vi kunne holde de sidste fem minutter og forsvare den hjem. Vi indkasserede bare et dumt mål på det tidspunkt, siger fynboen.

Midtbanekollega Christian Nørgaard er ligeledes skuffet, men ser det positive i, at holdet spillede lige op med Portugal over to kampe - indtil der søndag kom forlænget spilletid.

- Stemningen i omklædningsrummet er lidt mærkelig. Skuffelsen er den største følelse, for vi føler, at vi virkelig var tæt på. Om et par uger vil vi nok se mere positivt tilbage på de her kampe, siger Christian Nørgaard.

Venstrebacken Patrick Dorgu havde en rigtig god fornemmelse, da Danmark i slutfasen lå til at gå videre ved stillingen 2-2, før Portugal scorede i det 86. minut og fremtvang forlænget spilletid.

- Vi havde en rigtig god fornemmelse i slutfasen, for vi forsvarede os rigtig godt som hold. Deres mål kom lidt ud af ingenting. Det kan ske. Derefter fik Portugal rimelig meget momentum, og vi så meget trætte ud i den forlængede spilletid, siger Dorgu.

Det kunne være blevet en helt anden kamp, hvis Portugal havde fået større bonus ud af at have sat danskerne under pres tidligt i kampen. Dorgu begik straffespark på Cristiano Ronaldo allerede efter tre minutter, men Ronaldo brændte forsøget.

Ifølge Dorgu var straffesparket i den tyndere afdeling.

- Jeg oplevede, at Ronaldo var klog, han ved, hvordan man trækker et straffespark. Jeg holdt ham ikke særlig længe, og der var andre situationer i kampen, der var værre.

- Jeg ved ikke, om han lagde en fælde for mig, men han nåede at smide sig, da jeg holdt ham lidt på armen, og det var godt spillet af ham.

- Jeg har prøvet at lave straffespark før på landsholdet, og det rammer mig lidt, men jeg synes også, at jeg svarede fint tilbage på at have begået straffespark, siger backen fra Manchester United.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT