Trump om Grønland: USA vil gå så langt som vi er nødt til

27. MAR 2025 • 06:40UDLAND

Onsdag aften gentager Donald Trump sit budskab om, at Grønland er nødvendig for USA's nationale sikkerhed.

USA's præsident, Donald Trump, understreger igen onsdag aften, at en amerikansk overtagelse af Grønland i hans øjne er afgørende for USA's sikkerhed.

- Hvis vi ikke har Grønland, kan vi ikke have god national sikkerhed, lyder det på ny fra Trump til journalister ifølge Reuters.

DR har desuden delt et længere videoklip med aftenens udtalelser fra Trump.

Her lyder det videre fra præsidenten, at USA vil gå så langt, som landet finder det nødvendigt. Han uddyber dog ikke betydningen af dette.

- Jeg tror, at vi kommer til at gå så langt, som vi er nødt til at gå, (I think we'll go as far as we have to go, red.), siger han.

- Vi har brug for Grønland. Og verden har brug for, at vi får Grønland. Heriblandt Danmark. Danmark er nødt til at lade os få Grønland. (Denmark has to have us have Greenland, red.)

Trump har flere gange udtrykt et ønske om at erhverve sig Grønland.

Det skete også tidligere onsdag, da præsidenten under et interview med podcast-værten Vince Coglianese satte ord på sit mål om at gøre Grønland til en del af USA.

- Jeg hader at sige det, men vi bliver nødt til at have Grønland, lød det.

USA's vicepræsident, J.D. Vance og hans hustru, Usha Vance, rejser fredag til Grønland.

Her skal de besøge militærbasen Pituffik Space Base, der tidligere hed Thulebasen.

Vance-parret vil her modtage en briefing om arktiske sikkerhedsspørgsmål og mødes med amerikanske soldater.

Trump blev under interviewet med Coglianese spurgt til, hvad Vances mission med besøget er.

- De skal lade dem vide, at vi har brug for Grønland for international sikkerhed og tryghed, lød Trumps svar.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte onsdag den vedvarende amerikanske interesse for Grønland for "en svær situation".

- En situation, som vil bølge frem og tilbage - måske over lang tid, skrev hun i et længere Facebook-opslag.

Ifølge Mette Frederiksen agerer USA "ud fra deres egne ønsker".

- De ved godt, at Grønland ikke er til salg. De ved godt, at Grønland ikke ønsker at være en del af USA. Det er kommunikeret utvetydigt til dem både direkte og i offentligheden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT