Sydsudans vicepræsident meldes anholdt efter arrestordre
Ifølge sydsudanske Riek Machars parti trængte 20 tungt bevæbnede køretøjer ind i hans hjem og anholdt ham.
Sydsudans vicepræsident, Riek Machar, er blevet anholdt i sin bolig i hovedstaden Juba.Sådan lyder det i en udtalelse, der onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP er blevet delt af formanden for Machars partis udenrigsudvalg, Reath Muoch Tang på Facebook.
- Vi fordømmer på det kraftigste de forfatningsstridige handlinger, som forsvarsministeren og chefen for den nationale sikkerhed foretog i dag, da de sammen med mere end 20 tungt bevæbnede køretøjer trængte ind i vicepræsidentens bolig, lyder det.
Tidligere onsdag aften lød det, at Sydsudans vicepræsident Riek Machars parti, SPLM-IO, forsøgte at lokalisere Machar. Det skrev nyhedsbureauet Reuters.
Det skete, efter at forsvarsministeren og chefen for national sikkerhed "på voldsom vis" trængte ind i Machars hjem, hvor de afleverede en arrestordre.
- Hans (Riek Machars, red.) livvagter blev afvæbnet, en arrestordre blev afleveret til ham under uklare anklager. I øjeblikket forsøger man at lokalisere ham, stod der.
Partiet fordømmer det som "en åbenlys krænkelse af forfatningen og fredsaftalen".
Fredsaftalen, der henvises til, er fra 2018. Den satte en stopper for en borgerkrig, der havde stået på siden 2013, og som var anført af landets to største folkeslag, dinkaerne og nuerne.
Konflikten brød ud på grund af en politisk uoverensstemmelse mellem præsident Salva Kiir og hans rival - Riek Machar.
Præsidenten anklagede blandt andre Machar for at ville begå et kup mod ham.
FN's mission i landet, Unmiss, opfordrer efter meldinger om anholdelsen af Machar alle parter til at "udvise beherskelse". Det skriver AFP.
- I aften står landets ledere mellem enten at falde tilbage i en omfattende konflikt eller at føre landet videre mod fred, fremgang og demokrati i ånden af den aftale, der blev indgået i 2018, siger Unmiss' leder, Nicholas Haysom, i en udtalelse.
Sydsudan - ej at forveksle med Sudan - er et land i det nordøstlige Afrika med 11,5 millioner indbyggere.
/ritzau/