Filippinsk teenager slår sensationelt Swiatek

26. MAR 2025 • 20:46SPORT

Alexandra Eala vandt 6-2, 7-5 over verdenstoeren Iga Swiatek i kvartfinalen i Miami Open.

Den 19-årige filippiner Alexandra Eala har gang i et af de største turneringseventyr i kvindetennis i årevis.

Onsdag aften dansk tid tog wildcard-spilleren en ny chokerende sejr og spillede sig i semifinalen af WTA 1000-turneringen Miami Open.

I to sæt nedlagde hun verdensranglistens nummer to, polakken Iga Swiatek, med cifrene 6-2, 7-5. Det tog 100 minutter for den undertippede filippiner at gøre det af med verdensstjernen.

Med sejren bliver Alexandra Eala den første filippiner til at nå en semifinale på WTA Touren.

- Det er surrealistisk, siger den overvældede teenager efter sejren og fortæller kort om sin succesopskrift:

- Jeg tror på mine slag, og så har jeg et godt team bag mig.

Det er tredje gang i karrieren og første gang i fire år, at Swiatek taber til en spiller, der ligger uden for verdensranglistens top-100 ved en WTA-turnering.

Alexandra Eala ligger nemlig nummer 140, men ser ind i at blive katapulteret mindst 65 pladser frem, når ranglisten opdateres på mandag.

Tidligere i turneringen har hun overraskende sendt de tidligere grand slam-vindere Jelena Ostapenko og Madison Keys ud, mens Paula Badosa trak sig med en skade.

Nu har Eala så taget karrierens foreløbig største skalp ved at slå en femdobbelt grand slam-vinder.

I semifinalen venter enten briten Emma Raducanu eller verdensranglistens nummer fire, amerikaneren Jessica Pegula.

Eala, der i 2022 vandt US Open i single for juniorer, har trænet på Rafael Nadals akademi på den spanske ø Mallorca, siden hun var 13 år.

Familien tog dengang den svære beslutning at sende datteren til Spanien for at udvikle sig. Broren Miko blev også optaget på akademiet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

28. MAR 2025 • 22:04SPORT
GOG taber vigtige skridt i topkampen

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT