San Diego-dansker viser målform før vigtig landskamp

23. MAR 2026 • 03:30SPORT

Anders Dreyer har endnu en gang scoret i en MLS-kamp. Også Marcus Ingvartsen kom på måltavlen.

Anders Dreyer er blevet udtaget til truppen af fodboldspillere, der skal forsøge at sende Danmark til VM.

Søndag aften lokal tid viste den 27-årige dansker målform, da han scorede til 2-1 for San Diego i den nordamerikanske fodboldliga MLS.

Scoringen blev sat ind i begyndelsen af anden halvleg. Hjemmeholdets føring holdt indtil 85. minut, hvor Real Salt Lake reducerede.

Tidligere i kampen havde en anden dansker, Marcus Ingvartsen, udlignet til 1-1, efter at San Diego var kommet bagud tidligt i opgøret.

San Diego blev reduceret til ti mand kort før slutfløjt, og kampen endte 2-2.

Klubben ligger i øjeblikket nummer fire i tabellen med to point op til topholdet Los Angeles.

San Diego nåede semifinalen i MLS i 2025. Dreyer bidrog i sidste sæson med 19 mål og var en af ligaens bedste spillere.

Han fik prisen "Newcomer of the Year", som gives til den bedste nye spiller i MLS, som har professionel erfaring fra en anden liga.

Fodboldstjernen Lionel Messi, der førte Inter Miami til finalen i 2025, blev kåret som ligaens bedste spiller. Inter Miami vandt MLS-trofæet sidste år over Vancouver Whitecaps, der har danske Jesper Sørensen som cheftræner.

Anders Dreyer, som tidligere var en profil i FC Midtjylland, fik tidligere på året forlænget sin kontrakt med San Diego frem til 2029.

26. marts møder landsholdet Nordmakedonien i Parken.

Vinder Danmark, møder Brian Riemers tropper ude vinderen af kampen mellem Tjekkiet og Irland i en finalekamp om en VM-billet fem dage senere.

VM-slutrunden i fodbold bliver afholdt i USA, Mexico og Canada og begynder 11. juni.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT