Ovechkin lyner fra kontoret og runder 1000 NHL-scoringer

22. MAR 2026 • 20:20SPORT

Alexander Ovechkin scorede til 2-2 mod Colorado og nåede dermed op på 1000 mål i NHL-sammenhæng.

Den russiske ishockeylegende Alexander Ovechkin rundede søndag aften dansk tid endnu en imponerende milepæl.

Den 40-årige forward slog i tredje periode til i powerplay og udlignede til 2-2 for Washington Capitals i hjemmekampen mod Colorado Avalanche.

Det var hans træffer nummer 923 i NHL's grundspil og tilsat 77 træffere i slutspillet, rundede han dermed 1000 scoringer i verdens bedste ishockeyliga.

Kun det canadiske fænomen Wayne Gretzky har tidligere gjort det samme. Han lavede 1016 mål.

I Nordamerika er rekorderne for den ordinære sæson som regel de mest prestigefyldte, og allerede i april sidste år tog Ovechkin den helt store rekord.

Han scorede således mål nummer 895 i NHL's grundspil gennem karrieren og overgik dermed Gretzkys 894. Utroligt nok skete det i kamp nummer 1487 for Ovechkin - nøjagtigt samme antal kampe som Gretzky nåede i sin karriere.

Siden er rekorden blevet udbygget, selv om Ovechkin langtfra er lige så skarp som tidligere. Han står noteret for 26 mål i 71 kampe i denne sæson.

Når Gretzky stadig fuldt ud lever op til kælenavnet "The Great One", skyldes det hans uvirkeligt mange assister, der gør hans rekorder for flest point - mål og assister - nærmest umulige at slå.

"The Great One" lavede 2223 assister medregnet slutspillet, og han er med sine 3239 point - heraf 2857 i grundspillet - mere end 1000 point foran nummer to, Mark Messier.

Ovechkin har lavet 1676 point i grundspillet og 1823 point, hvis man medregner slutspillet.

Trods Ovechkins scoring tabte Washington kampen mod Colorado, der scorede til 3-2 efter knap halvandet minuts overtid. Hovedstadsklubben ligger dermed aktuelt uden for slutspilsfeltet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT