Amerikaner sender spansk verdensetter ud af Miami Open

23. MAR 2026 • 00:21SPORT

Spanske Carlos Alcaraz er ude af Miami Open efter et nederlag i tre sæt til amerikanske Sebastian Korda.

Spanske Carlos Alcaraz er færdig ved ATP Masters 1000-turneringen Miami Open efter et overraskende nederlag i tredje runde.

Verdensetteren tabte søndag til amerikanske Sebastian Korda, der er videre til ottendedelsfinalerne i Miami med en sejr på 6-3, 5-7, 6-4.

Korda, der er nummer 36 på verdensranglisten, har tidligere i karrieren mødt spanieren fem gange. Alle fem kampe er endt med en sejr til Alcaraz.

Den 25-årige amerikaner kom stærkt fra start i første sæt, og han kunne næsten smage sejrens sødme i andet sæt, indtil han blev brudt ved stillingen 5-3.

Herfra så momentum ud til at falde til Alcaraz' fordel, og verdensetteren udlignede med en kraftfuld forhånd til stillingen 1-1.

Men det fik ikke den 25-årige amerikaner til at give op, og han gik i stedet til tredje sæt med ro på nerverne.

Her brød Korda spanieren til 4-3, holdt serv til 5-3 og afgjorde kampen med en serv, som Alcaraz ikke formåede at besvare.

- Det føles fantastisk. Jeg tog den lange vej, det er helt sikkert, siger Korda efter kampen under et interview på banen.

- Det var lidt mere stressende, end jeg havde ønsket, men jeg er glad for, hvordan jeg spillede, og hvordan jeg holdt fast. Jeg kom ud i nogle svære situationer, men jeg blev ved, troede på det og spillede virkelig godt til sidst, siger han.

Alcaraz indledte året med at tage sin syvende grand slam-titel, da han i februar vandt Australian Open. Han led årets første nederlag, da han tidligere på måneden tabte til Daniil Medvedev ved semifinalen i Indian Wells.

Den spanske verdensetter, der vandt Miami Open i 2022, røg også sidste år tidligt ud af turneringen, da han tabte til den useedede belgier David Goffin i anden runde.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT