FCM misser gylden mulighed i topstrid i midtjysk rivalfight

22. MAR 2026 • 21:56SPORT

FCM kunne reducere afstanden til topholdet AGF, men måtte nøjes med 1-1 ude mod lokalrivalen Viborg FF.

I en sand herrefight i den midtjyske muld delte Viborg og FC Midtjylland søndag aften pointene mellem sig med 1-1 i Superligaens mesterskabsspil.

Græstæppet i Viborg har set bedre dage, og rivalopgøret udviklede sig derfor til en fysisk og hårdt spillet duel.

FCM bragte sig på sejrskurs efter pausen, men Viborgs Dorian Junior spolerede topholdets sejrsplaner i slutfasen.

FCM missede derfor muligheden for at drage fuldt udbytte af AGF's pointtab tidligere søndag mod Brøndby.

I stedet er det status quo i guldkampen mellem FCM og AGF. Midtjyderne har 47 point på andenpladsen og fem point op til AGF i front.

Viborg ligger på fjerdepladsen med 37 point.

På et ujævnt underlag var der tale om en duelpræget indledning på opgøret, mens det flydende fodboldspil blev tilsidesat.

Værterne leverede bedst under forholdene i den første halve time.

Viborg virkede mest ovenpå, og kun halvforkølede afslutninger satte en stopper for en føring.

Halvlegens største tilbud tilfaldt dog gæsternes Gue-sung Cho lige foran mål, men Viborgs Lucas Lund leverede en sand håndboldredning og afværgede.

FCM havde det generelt svært mod lokalrivalen, men ikke desto mindre bragte topholdet sig alligevel i front kort efter pausen.

Junior Brumado lagde bolden skråt tilbage til Valdemar Byskov, som afsluttede fladt mod nærmeste stolpe uden chance for Lucas Lund.

Målet chokerede Viborg, og FCM var tæt på at gøre ondt værre tre minutter efter.

Junior Brumado blev spillet fri, men brasilianeren sendte bolden forbi stolpen.

Hjemmeholdet formåede dog at genfinde rytmen med 20 minutter tilbage, da en velspillende Mads Søndergaard var arkitekten bag udligningen.

Søndergaard sendte kuglen i fødderne på Dorian Junior, som tog et enkelt træk og sendte bolden ind i det lange hjørne.

FCM fik bolden i nettet med få minutter tilbage, men scoringen blev annulleret efter et VAR-tjek på grund af hånd på bolden af midtjydernes Mads Bech Sørensen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT