Grimt styrt skæmmer belgisk monumenttriumf
Debora Silvestri landede hårdt efter at være fløjet ud over et autoværn på næstsidste nedkørsel.
Lotte Kopecky (SD Worx) var en af storfavoritterne til kvindernes Milano-Sanremo lørdag eftermiddag, og hun leverede varen.Den tidligere verdensmester fra Belgien kom til mål i en gruppe på fem ryttere og var klart stærkest i spurten.
Men spurten var næppe det, der sad fast på tv-seernes nethinde efter den hektiske afslutning på monumentet.
På nedkørslen efter den næstsidste stigning skete nemlig et voldsomt styrt, som gik hårdt ud over flere stjerner.
Den tidligere Tour de France-vinder, polske Kasia Niewiadoma, kørte ind i et autoværn og hev flere andre ryttere med sig ned. Og fordi styrtet skete lige efter et højhastighedssving, kunne de bagvedliggende ryttere ikke se, at der lå mennesker og cykler på vejen.
Det gik især ud over italienske Debora Silvestri, som kom buldrende i høj fart og fløj ud over autoværnet og et par meter ned på en vej nedenfor.
Hun landede hårdt, men bevægede sig, få sekunder efter at hun var landet. Hendes spanske hold, Laboral Kutxa, kommunikerede hurtigt på den sociale platform X, at Silvestri var ved bevidsthed og på vej til hospitalet.
Milano-Sanremo kom sidste år tilbage i kvindernes kalender efter en lang årrække, hvor løbet ikke blev kørt.
Løbet var i kalenderen fra 1999 til 2005, men blev altså ikke kørt fra 2006 til 2024. Lorena Wiebes vandt sidste år, og hendes holdkammerat Lotte Kopecky tog sig altså af sejren i år.
Amalie Dideriksen blev bedste dansker som nummer 15.
/ritzau/
