Global energichef advarer om værste krise i årtier
Intet land vil gå fri af global energikrise, som truer verdensøkonomien, siger direktør for energiagentur.
Den globale økonomi står over for en enorm trussel på grund af den energikrise, der er forårsaget af krigen i Mellemøsten.Det siger direktøren for Det Internationale Energiagentur (IEA), Fatih Birol, under en tale ved foreningen National Press Club i Australiens hovedstad, Canberra.
- Den globale økonomi står i dag over for en meget, meget stor trussel, og jeg håber virkelig, at dette problem vil blive løst så hurtigt som muligt, siger IEA-chefen.
Han siger samtidig, at intet land i verden vil være immunt over for konsekvenserne af krisen. Derfor er der behov for en global indsats, mener han.
IEA-chefen advarer om, at verden kan stå over for den værste energikrise i årtier.
- Mange af os husker de to oliekriser i 1970'erne. På det tidspunkt mistede verden i hver krise omkring fem millioner tønder om dagen, og tilsammen blev det 10 millioner tønder om dagen, siger Birol.
- Indtil i dag har vi mistet 11 millioner tønder om dagen, så det er mere end to store oliekriser tilsammen, tilføjer han.
Den globale energikrise er udløst af den amerikanske og israelske militæraktion mod Iran. Efter at USA og Israel begyndte omfattende bombardementer mod Iran 28. februar, valgte iranerne at lukke Hormuzstrædet for stort set al skibstrafik.
Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman og er en strategisk flaskehals for omkring en femtedel af verdens olie og flydende naturgas.
Hormuzstrædet er ikke officielt lukket, men de fleste skibe har lagt ruten om af frygt for angreb. Det betyder, at olien skal fragtes ad en anden vej, hvilket tager længere tid og dermed koster mere.
Ifølge BBC er den daglige skibstrafik gennem strædet faldet med omkring 95 procent siden begyndelsen af marts.
De olieproducerende lande Saudi-Arabien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Irak eksporterer størstedelen af deres råolie via strædet - primært til Asien.
Priserne på olie og gas er som følge af situationen steget voldsomt verden over.
USA's præsident, Donald Trump, har i weekenden truet Iran med at udslette landets kraftværker, hvis ikke Iran åbner Hormuzstrædet helt inden for 48 timer.
Fristen udløber natten til tirsdag dansk tid.
/ritzau/AFP
