Russisk rekordmager opnår ny milepæl i NHL
For første gang i ishockeykarrieren afgjorde Alex Ovechkin en kamp i overtiden i NHL-slutspillet.
Alex Ovechkin formåede tidligere i april at slå legenden Wayne Gretzkys målrekord i NHL's grundspil, og nu har den russiske ishockeystjerne opnået en ny milepæl. Denne gang i slutspillet.For første gang i karrieren afgjorde Ovechkin en kamp i slutspillet i overtid, da han scorede for Washington Capitals i sejren hjemme over Montreal Canadiens. Det var den første kamp i første runde af slutspillet for de to hold.
I karrierens løb havde Ovechkin spillet 44 kampe, som var gået i overtid i NHL-slutspillet uden at score.
Så selv om bedriften natten til tirsdag dansk tid var mindre spektakulær end målrekorden, var det alligevel noget, der blev bemærket.
- Han er et bæst. Han er en maskine. Han giver så meget energi til vores hold, han scorer, han gør det hele. Han gør alt for os. Det er det, en leder gør, siger holdkammeraten Tom Wilson ifølge Reuters.
Selv er Ovechkin noget mere afdæmpet efter kampen, hvor han også scorede et mål og lavede en assist i den ordinære spilletid, der endte 2-2.
- Et mål er et mål, lyder det kortfattet fra 39-årige Ovechkin om den afgørende scoring i overtiden.
Med de to scoringer er han nu oppe på 74 mål i NHL-slutspillet. I grundspillet nåede han op på 897 mål. Det er tre mål mere end Gretzky.
Lars Eller var også på isen for Washington Capitals uden at komme på pointtavlen.
Den næste og anden kamp i serien mellem de to hold spilles natten til torsdag dansk tid i Washington.
/ritzau/